Køn over kvalitet?

Jeg sad forleden godt morgendøsig over en skål yoghurt og bladrede gennem Politiken, som der permanent ligger dagens udgave af på vores spisebord. Jeg var lige på vej ned og træne og havde faktisk ikke tid til at læse avis, men det er nu alligevel en hyggelig og sommetider interessant beskæftigelse, når man alligevel sidder og spiser morgenmad. Som regel læser jeg "Kultur"-sektionen, når jeg en morgen som denne morgen ikke lige kunne forholde mig til krig og ødelæggelse og adoptivbørn, der blev forfærdeligt behandlet. Man finder dog også lige lovlig meget hipsteri til min smag i denne her sektion - for det meste er det artikler om minimalistiske digtsamlinger, forældede forfattere og en ny arty farty-stjerne, som ikke føler sig særlig godt tilpas i lukkede rum. Spændende. Det gør det så heller ikke bedre, at jeg faktisk også godt kan lide at læse "Kultur"-sektionen, fordi der ofte er en eller anden modedebat på bagsiden, hvor billedet i fokus er af en smuk androgyn skabning uden hofter. Jeg kan som sagt godt lide de artikler, selvom de nok ikke, som min kære mor ville sige, "giver særlig meget stof til eftertanke". Jeg kan selvfølgelig også vende den om og i stedet gøre lidt grin med min hang til at være finkulturel, eller måske bare min hang til at ønske, at jeg var det. For finkulturelle radikale med masser af overskud i hverdagen læser vel "Kultur"-sektionen, gør de ikke? Så gør jeg også. Jeg faldt over en artikel, der debatterede det såkaldte "problem" med, at den danske musikscene er domineret af mænd, og at festivalerne i særdeleshed afspejler dette. Mine ellers morgensøvnige tanker blev sat i gang, og dem tog jeg med til træning, for højlydt at diskutere kønskvotering med min veninde Lea på vej i bussen. Det var måske ikke så passende, når man tænker på, at alle samtlige 5 passagerer var kvinder, men man kan jo håbe på, at vi ikke stødede nogen, og under alle omstændigheder var det interessant at snakke om det. Så interessant at jeg har bestemt mig for at skrive et blogindlæg om emnet. Så håber jeg, I kan lide det!

Artiklen hed "Festivaler booker kun få kvindelige navne". Jeg er i forvejen oppe og køre over den absurde kønskvotering, der er meget moderne lige nu, så jeg begyndte jeg at læse. Også af den grund, at der i artiklen var cirkeldiagrammer over mandlige og kvindelige kunstnere på forskellige festivaler i Danmark, og er der noget, jeg er vild med, så er det cirkeldiagrammer og generelt statistikker. Dog håbede jeg i mit stille sind, før jeg begyndte læsningen, at artiklen ikke handlede om en vrissen kælling, der pludselig havde bestemt sig for, at den undertrykkelse, kvinderne gennem historien har lidt under, nu skulle gå ud over musikkvaliteten på Danmarks festivaler. Men min bøn blev ikke hørt, for hvad handlede artiklen om? En vrissen kælling uden sans for kvalitet og uden andet i hovedet end den omtalte og, efter min mening, katastrofale kønskvotering, der som en parasit spreder sig ud i samfundet til alt, hvad der nogensinde har været domineret af mænd. Ja, lad os hellere få de mænd ned med nakken, så de mærker, hvordan det gennem tiden har været at skulle kæmpe langt hårdere for noget end de har skullet gøre det. For hvis vi lader kvindelige kunstnere få lettere adgang til Orange Scene end mænd, så bliver der ligestilling, det er da helt sikkert. Jeg tror, jeg brækker mig.

Artiklen tager udgangspunkt i den canadiske (kvindelige) musiker Peaches, som, da Roskilde Programmet var blevet offentliggjort, tweetede således: "(...) 138 artists, 11 women, 21 mixed, 106 men." Hun er blevet spurgt, om det var en kritik af Roskilde Festival, men hun siger selv, at hun udelukkende er ude efter dialog, og i artiklen spørger hun retorisk: "Hvis fejl er det, at der ikke nok kvinder?". Hun ser det altså som en fejl, og det samme gør den danske forfatter Henrik Marstal, som mener, at festivalerne har et ansvar som kulturbærere og derfor ikke gør deres job ordentlig i kampen for, at kvinder og mænd er ligeligt repræsenteret på de danske festivaler. På denne side af linjen finder vi også forfatteren Anya Mathilde Poulsen, som kommer op med idéen om såkaldte "kvindescener", hvor kun kvindelige kunstnere kan optræde. Seriøst? Kvindescener? Wow, helle for ikke at stå der.

Normalt er jeg ikke typen, der kan lide at se mig selv som et offer. På en eller anden måde er det alligevel som om, at jeg, bare fordi mine kønskromosomer hedder XX i stedet for XY, er et kronisk offer. Jeg mener det - kronisk offer. Det hele er samfundets skyld, det ved alle jo. Det er samfundets, systemets, uddannelsernes, virksomhedernes og ikke mindst mændenes skyld. Det er deres skyld, at jeg sidder her og lider og ikke kan få en toppost, og at mit køn er underrepræsenteret på den danske musikscene. Det er deres skyld, at vi er nødt til at lave kvindescener, så vi overhovedet har en chance for at udtrykke vores musikalitet. Det er deres skyld, at vi er nødt til at kønskvotere alt. Og jeg mener det igen - alt. På filmskolen skal optagelserne kønskvoteres, på festivalerne og ikke mindst topposterne. Forhelvede, hvor skal vi bare have nogle flere bløde kvinder ind på topposterne. Faktisk 40% skal være af det kvindelige køn. For ellers opnår vi jo aldrig ligestilling. Aldrig nogensinde.

Må jeg ytre en mening?

Jeg er et kronisk offer, fordi mit køn gør SIG SELV til et kronisk offer. Og vi risikerer at tabe vores værdighed på det. Vi risikerer, at vi bliver set ned på, og at ingen tager os seriøst. For de kvinder, som faktisk kommer ind på filmskolen, optræder på Roskilde Festival, eller har en toppost af den grund at de er dygtigere end gennemsnittet - ja, de vil være i undertal, mens de kvinder som er kommet ind af den latterlige grund, at de kvinder, vil være i overtal. Kan man så overhovedet tage en kvinde seriøst, og er der nogen, der gider at arbejde sammen med én, som er kommet ind på grund af sit køn og ikke sin dygtighed? Jeg tror det ikke, og på den måde gør vi os selv til grin. For vi behøver åbenbart hjælp for at komme ind på uddannelserne. Vi behøver hjælp til at komme til at stå på Orange Scene og vi behøver hjælp til at få en ledende stilling. Vi er faktisk direkte hjælpeløse.

Men jeg har et argument for, hvorfor vi ikke skal have nogen som helst form for hjælp. En statistik siger nemlig, at hele 89% af den mandlige befolkning ønsker sig en ledende stilling. God løn, respekt og anerkendelse - det forstår man jo godt. Modsat ønsker kun 19% af den kvindelige befolkning sig en toppost. Jamen... Jamen.. NEJ, ikke noget jamen. Det er absurd at kønskvotere, det kan vi godt blive enige om på den baggrund, ikke? For hvorfor bestemme, at virksomheder skal have 40% kvinder på topposterne, hvis der ikke er nogen kvinder, der vil have de topposter? Og hvorfor begynde at grave halvdårlige og uengagerede ledere frem, bare fordi de er kvinder, og fordi at man får slag, hvis man ikke har kvinder på topposterne? Hvorfor skal vi gøre vores køn til en byrde? En byrde for virksomhederne, for filmskolerne og for musikken? Hvorfor skal jeg gøres til en byrde for samfundet, bare fordi en eller anden vrissen kælling har bestemt sig for, at jeg skal have en toppost, selvom jeg ikke gider? Hvorfor skal jeg kæmpe mindre end det andet køn, som vil det mere end jeg vil? Hvorfor skal jeg have førsteret og særbehandling, bare fordi jeg er kvinde? Fordi det giver ligestilling. Nårh ja, ligestilling - den evige kamp for kønnenes lige. Særbehandling leder os da helt klart i den rigtige retning. Hvad med i stedet at acceptere, at kønnene er forskellige, at vi har forskellige kompetencer, og at vi vil noget forskelligt? Og hvad med først og fremmest at acceptere, at vi skal dømmes på vores dygtighed, så vi ender med et rigt, kreativt og klogt samfund, hvor det er eliten, der har magten (både politisk, musikalsk og på alle andre punkter), så alle andre har noget at se op til og kæmpe for? Det går jo ikke, at vi giver Fru Uduelig en toppost og booker Frk. Umusikalsk til en optræden på Orange Scene, hvis de ikke er kvalificerede til det og dermed trækker niveauet ned. Vi bør vælge de dygtigste i alle fag, lige meget om de er mænd eller kvinder. Dét vil give ligestilling.

Derudover kan man også begynde at spørge - hvis Roskilde Festival bliver beskyldt for ikke at have nok kvindelige kunstnere, hvorfor skal de så ikke beskyldes for, at langt de fleste af deres kunstnere er hvide eller at de homoseksuelle kunstnere er underrepræsenterede? Fordi homoseksuelle generelt er underrepræsenterede i befolkningen i forhold til heteroseksuelle. Ha, ja sgu! Men det er dygtige kvindelige kunstnere jo også i forhold til dygtige mandlige kunstnere! Faktum er, at piger holder op med at spille musik før drengene, og at langt flere drenge med en guitar drømmer om at stå på en stor scene, når de bliver voksne. Færre piger vælger musikken som levevej, og hvis man er skarp, kan man jo så regne ud, at det her betyder.. At hvad? At der ER langt færre kvindelige kunstnere! Dermed vil udvalget være mindre og de kvinder, der kan leve op til kvaliteten af mændenes musik, vil dermed være mindre. Hvorfor? Fordi: når mange mennesker (i dette tilfælde mandlige musikere) kæmper for det samme, gør man sig mere umage, simpelthen fordi konkurrencen er større. Det er ligesom med markedsøkonomien. Hvis der generelt er flest mandlige musikere, vil det derfor også betyde, at der er flest DYGTIGE mandlige musikere i forhold til dygtige kvindelige musikere. Hvorfor skal det så være ligeligt fordelt?

Derudover må jeg også indrømme, at jeg synes, det er respektløst overfor musikken. ”At kønskvotere musikken betyder at man ikke er seriøs på musikkens præmisser” (citat: Rikke Øxner, musikchef for Roskilde Festival). Man nedprioriterer altså kvaliteten. Og hvad handler musik i bund og grund om? Køn eller kvalitet? Ja, i hvert fald ikke køn.
Musik skaber fællesskab, magi og drømme. Det gør den i hvert fald for mig. Musik er kreativitet, men så sandelig også faglighed, som man ikke kommer sovende til, og det skal man da heller ikke Hvis vi begynder at lege med ilden, ender vi med at slukke den, gør vi ikke? Hvis vi begynder at pådutte musikken, at den også skal kæmpe for ligestilling, og bebyrde kvaliteten med kvinder, der ikke er valgt fordi de er dygtige, men mest fordi de er kvinder – ja, hvor er vi så? Og er det ikke direkte respektløst overfor talent og musikalitet at bebrejde Roskilde Festival for ikke at have nok kvindelige kunstnere på programmet? Hvem fanden får noget ud af, at en kunstner optræder, hvis hun ikke er dygtig, ikke har noget specielt at komme med og hvis publikum ikke gider at lytte til hendes musik, men faktisk bare er såkaldt ”kvalificeret” til opgaven fordi hun er kvinde? Svaret er: ingen.

Jeg ville ikke stå på en scene på Roskilde og blive betragtet som en byrde, der havde fritaget andre dygtige musikere pladsen. Jeg ville ikke ønske at være et offer for mit køns forskruede forestillinger om ligestilling. Og jeg ville slet ikke gide at være med i legen, hvis jeg kun måtte være med fordi jeg var kvinde. Ville du?

Fashion is my new vitamin

Fashion is my new vitamin

Det sker om morgenen og det sker hverdag. Det starter med at jeg misser bussen sådan at min mor bliver nødt til at køre og dytte efter den, indtil den holder ind, og jeg kan stige på. JA! Det er morgen, og de fleste er morgendøsige efter en alt for kort nat med alt for mange tanker om alle de afleveringer der skal laves. Der går noget tid før det rent faktisk går op for mig, at jeg sidder i bussen. Jeg sidder altid alene på tredje forreste række fra buschaufføren, for at nå hurtigt ud af bussen når jeg skal af. Waw, hvorfor planlægger jeg min siddeplads i bussen om morgenen? Bum, nu holder bussen ind og vi er i Bendstrup. Dørene til bussen åbnes og folk træder ind og pludselig får jeg øje på den kvinde jeg har set 54 gange på 3 måneder. JA jeg tæller, hvorfor? jeg ved det ikke.

Før kvinden sætter sig, sprøjter hun med sin bakteriedræbende spray med kamilleekstrakt der også indeholder klorhexidin som virker desinficerende og antiseptisk over for bakterier. Min mor bruger den samme. Den kan købes i Matas for 179 kr. på en god dag. Hun ser glad ud i dag og hun har taget en pink Blush på. Sikkert for at få dækket alle sine rynker, men i stedet for er de bare fremhævet. Hendes rynker er cirkelformede og nogen steder dybere end andre. Efter at have stirret voldsomt, dannes der nogen forskellige mønstrer. Det er nok nogle mønstre andre ikke ser. Det minder utrolig meget om Yves Saint-Laurent nye kjole kollektion, måske har han inspirationen derfra? Sidste gang var hans inspiration taget fra selvsikrer kvinder og deres forandrede rolle i samfundet. Yves blev anklaget for at være psykisk syg. Tsh... Kan man ikke være kreativ uden at være syg? Jeg ryster skuffet på hovedet og fanger mig selv i at ryste på hovedet mens jeg kigger nedladende på kvinden i bussen. Jeg reagere forskrækket og vender hurtigt blikket mod gulvet der er halv vådt fra borgernes beskidte og våde sko. Jeg vender blikket mod kvinden igen, i håb om at hun ikke opdagede det der lige skete. Jeg fik øjenkontakt med hende. Hun så meget skræmt ud. ”SHIT! Det er akavet”. Jeg tager min Iphone frem og ville syne klokken, selvom at jeg bare kunne kigge op på det stor DIGITALUR i bussen. Jeg gør det hele tiden og nogle gange omvendt, hvor jeg så kigger på DIGITALURET i bussen først. Der er så mange ting man ikke tænker over, når man tænker over det alligevel. Det er som om hjernen siger, at det ikke er accepteret og at man er nød til at tænke lidt mere over det før, at man kan sige, at man har tænkt over det. Man bliver overrasket over tanken. Jeg er overrasket lige nu. LOL! Hvor er det ironisk, at jeg siger lol, når jeg ikke griner. For mit ansigtsudtryk er som en deprimeret teenager der bare er max meget træt af livet. Men i virkeligheden griner jeg. WTF? Det giver slet ikke mening, da LOL er en forkortelse af: ”HAHAHHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAHAH”. Sjovt. Jeg går hurtigt ud af bussen og fortsætter min lange vej til skolen. Jeg kigger på bussen engang til og får øje på kvinden. Hun kigger på mig. Hun overglor mig faktisk. Hun ligner en kvalt fisk.” Åhh Gud”. Jeg går hurtigere og hurtigere og lige pludselig ser der den. Den stod der bare. Den var så lille. Tanken om, at jeg fik øje på den, gør mig mærkelige. Men den stod der bare. Et lille insekt, et meget lille et. Men den så anderledes ud. Den havde nogle mønstrer på sig, som intet andet. Den var helt igennem fascinerende at kigge på. Et lille insekt man kan træde på, gå forbi eller andet. Det er noget man ikke lige ligger mærke til. Min pointe er bare, at vi ser så mange ting i dagligdagen, at vi ikke ligger mærke til det og hvis man gjorde ville man indse hvor fascinerende "Tingen" er. Det er ligesom guld værd. Det er 'Livets moment', når man opdager noget, andre ikke rigtigt forstår. Den specielle kunst, der er blevet gemt væk fra den travle hverdag. Den er som skabt for øjne af os, men vi nærmere os den ikke fordi den er 'KLAM'. Insektet blev min faste inspiration til mine nuværende og kommende kjoler som jeg designer. Og ja! Fashion er mit nye vitamin!

Normalitet i litteratur

Wow… det er nu tredje gang jeg prøver på at skrive dette essay, men der er hele tiden et eller andet der går galt… er jeg bare meget uheldig eller er det normalt…?
som regel vil jeg sige at der ikke er noget der ikke kan laves om på eller stadig nås… hellere sent end aldrig… men det er ikke særlig sjovt med de situationer, det er desværre bare noget som er normalt og kan ske for alle, hvis der sker noget uventet man ikke havde regnet med.

Men hvad er normalt? I litteratur og kunst er det en normalitet at overdrive, det viser os en ellers normal ting som forfatteren eller kunstneren synes interessant og måske en nødvendighed i at drøfte. Det er blevet en normalitet at skrive om hverdagsproblemer… de er bare tit både i litteratur og kunst blevet drejet på, så teksten eller hvad materiale der nu er blevet udtrykt normaliteten med, er tit meget underlige og overdrevne.
Litteraturen er skrevet så læseren tænker at det ikke er noget der sker for dem, fordi det er for syret og fordi der er blevet overdækket med ting som ikke kan ske… eller som lyder så usandsynligt at vi håber på at det ikke sker. For eksempel læste vi Jens Blendstrups novelle ”tyngde” hvor jeg blev mere og mere forvirret over hvorfor de kunne gøre det imod dem selv. Jens Blendstrup fortæller om ægteparret som et normalt ægtepar, og hvis man ser bort fra hvordan de prøver at gøre metaforer materielle ville jeg sågar godt kunne være enig med ham. For hvordan definere man et ægtepar? De skal vel være gift have et hus også videre… alle de ting som bliver beskrevet i teksten at de får. Men er det så forfatteren som ikke er normal? Jeg vil sige at en forfatter godt kan være normal, i den forstand at han har det som størstedelen har, hus, job, et stabilt liv. Dertil kan han/hun godt have en god fantasi som giver ham/hende mulighed for at skrive en god novelle eller tekst. For hvem siger at os som ikke skriver noveller eller er forfattere/kunstnere har en dårligere fantasi? Det er vel bare at den bliver brugt til noget andet.
Så jeg vil gå så langt som til at sige at man ikke kan sige om en forfatter er normal.

Normalitet er det som størsteparten ville gøre, så en forfatter kan være normal på det punkt i at forfatteren skriver tekster og noveller med henblik på hvad der sker i samfundet. Samtidig er forfatteren ikke normal da hvert enkelt individ har deres egen fantasi og personlighed.

Læseren har også selv deres egen forståelse af teksten og kan selv komme frem med en vurdering om hvad teksten er om. Det er deres vurdering om kvinden i ægteparret er undertrykt eller om det er manden. Vi bestemmer selv om det er noget som er normalt eller unormalt, eller hvilke dele der er hvad. Så hvis forfatteren og læseren ikke er normal, betyder de ikke noget særligt, det betyder bare at man som enkeltindivid tænker selv og tænker ud af boksen. Ved at der er flere der tænker forskelligt og opfatter forskelligt kommer der også flere holdninger, hvilket i næsten alle tilfælde er noget der bliver taget godt imod. Der er ikke noget i vejen med ikke at være som størstedelen, på nogle punkter er det måske bedre og det giver personlighed! J

/Sidsel

Det er bare for dårligt!!!

Her fangede jeg dig garanteret med den negative udmelding. Det er spændende at høre om negative ting, og der er nok at tage fat i.

Det er en svær tid for alle. Finanskrise, global opvarmning, lockout, fedtafgifter og jeg kunne blive ved. Der er så meget galt med vores samfund, og det er store problematikker vi kæmper med. Især for os unge er det svært med verden der ligger for vores fødder, og de tusinde muligheder, der er serveret på et sølvfad. Hvad skal man vælge? Presset er stort, og vores fremtid ligger udelukkende i vores egne hænder. Vi er midt i vores identitetsdannelse, og vi bliver trukket i fra alle sider og kanter. Vi skal blive til noget specielt alle sammen, skille os ud. Vi er i en konstant konkurrence med hinanden, og det gælder ikke kun de unge. Det gælder også på arbejdspladsen såvel som i skolen, på nettet, og i det offentlige rum. Folk iscenesætter sig selv på internettet som aldrig før, det gælder om at blive set, og det gælder om at være bedst. Det kan være utrolig hårdt at leve i vor tid, og det er man så sandelig heller ikke tvivl om. Ja, der er nok at brokke sig over. Men….

Jeg elsker vores samfund, og min hverdag. ”Øv bøv hvor er det synd for os, at vi kan blive lige præcis det vi vil, og øv hvor er der mange problemer i lille Danmark”.. NEJ! I Danmark er det små luksusproblemer vi bakser med, i forhold til sult, og fattigdom andre steder i verden. Vi har det mega fedt! vores samfund er mega fedt! Jeg har det mega fedt! uha global opvarmning? Lækkert, jeg skal solbade! Finanskrise? Fedt, vi lærer at spare, og får evnen at prioritere vores penge! Lockout? Ekstra ferie! Fedtafgifter? Nice, jeg taber mig… Jamen for hulen da! Jeg ved godt at jeg går ud i ekstremer nu, men midt i alt den her brok, får jeg lyst til at være absurd lalleglad, og grine brok hovederne højlydt ind i ørerne, i et forsøg på at banke en lille smule positivitet ind i deres hoveder.

Jeg synes den mangler, og jeg savner den. Den negative indstilling har sneget sig ind i vores alles hverdag og har overtaget. Der er for mange sort seere, som ser glasset halvtomt i stedet for halvfyldt. Vi kører hinanden op, og den negative energi smitter som pesten. Derfor er denne blog, et forsøg på at få den negative epidemi vendt til en positiv en af slagsen.

Der er altid noget at brokke sig over, og det har der altid været. Verden har aldrig været problemfri, men det er alligevel som om, folk bliver overraskede hver gang det ikke går som det skal. Derfor bliver der hele tiden fokuseret på de ting der går galt. Du hører ikke om de ting der går godt i tv avisen, BT skriver ikke om Amanda som bare er helt vildt glad i dag. Det er ikke ligefrem solskindshistorier der optager medierne. Men hvorfor egentlig ikke det? Ville det ikke bare have en god effekt på folk og give dem den ekstra optur i hverdagen? Selvfølgelig har vi brug for at blive opdateret, og jeg siger ikke, at vi alle sammen skal gå rundt i bobler af lykke og tro at alting kun er godt. Det ene skal ikke erstatte det andet, men jeg synes, der skal lægges mere vægt på det positive end der bliver gjort nu. Lad os nu bare smøre lidt glassur på hverdagen, i stedet for det vi gør nu. Brokker os. Gør vi det ikke bare værre for os selv, når vi brokker os? Vi mennesker har en tendens til altid at ville have noget bedre? Lad os nu bare være glade for det vi har? Et velfungerende velfærdssamfund fx?

Jeg ved godt, der er mange, der når de læser den her blog sikkert tænker ” hold nu kæft”, og jeg forstår jer godt derude. Det er tusinde gange nemmere at være sur end at være glad, det er ti tusinde gange nemmere at brokke sig i stedet for at se tingende fra den lyse side. Men lad os nu lige tage os sammen og gøre det. Måske bare en lille smule.

Kort sagt synes jeg at folk er nogle negative forkælede brokhoveder inklusiv  mig selv, fordi jeg er på ingen måde hellig i den her sammenhæng. Men vi skal alle sammen holde op med det surmuleri. Det er jeg godt nok træt af.

Det er lidt af et paradoks jeg har kastet mig ud i her, jeg brokker mig over at folk brokker sig… måske kan det ikke undgås? Eller måske er det mere en opfordring end en klage.. Det er op til dig. Ser du det her indslag som noget negativt eller som noget positivt? Halvt fyldt, halvt tomt?...

???

- Heidi Dalmose 

Fordi

"Fordi, derfor!"
Jaaa, lille pus af en nybagt teenager. Du vil ikke med din kære familie til USA "Fordi". Det kan man da vist kalde noget af en god grund. NOT!
For tiden er det jo vigtigt for eleverne 2.b at komme med gode grunde til deres påstand, for ellers bliver Peter ikke glad. Argumentation er vigtig for at vi forstår hinandens ytring (påstand), da vi ellers ikke fatter hvad vi siger til hinanden (belæg).
"Ninnaaaaaa? Hvorfor har du lagt et billede ud på facebook af din nye kasket, og skrevet "<3" som beskrivelse?" "FORDI, CHRISTIAN! SKRID! FUCK AF!"
Hvilket argument at fyre af bare fordi man prøver at være sej overfor sin storebror, som er 4 år ældre end hende selv, bare for at give mig det indtryk at hun er blevet teenager og total rebelsk.

Påstand, belæg. Påstand, belæg. Påstand, belæg. Det bliver også kedeligt i længden (påstand), for man kommer pludselig til at lave mange lange sætninger (belæg). Så bliver det besværligt at føre en samtale da man ganske formelt hele tiden skal give belæg for ens mening.
Det giver heller ikke mening ikke at give grund, i mere simple tilfælde.
"Christian, jeg gider ikke have Spaghetti-Bolognese!"
Hvorfor, Ninna?
"Det gider jeg bare ikke!"

Her har vi endnu et hormon-oprør fra min kære lillesøsters side. Ingen grund til at sige, at hun ikke gider at have den fine ret jeg har lavet til os. Kun en kort ytring som siger at ikke vil have min mad, fordi at hun ikke gider at have min mad. Det giver da meget mening. NOT!

Men måske er det en del af den selviscenesættelses fase som unge teenagere går igennem. Hun har "officielt" en kæreste, men er egentlig aldrig sammen med ham. (I hvert fald hvad jeg ved af). Hun lægger billeder op af sig selv i byen på strøget, for at vise hendes venner at hun er stor og sej nok til det. Hun tager make-up på som 6. klasse.
I virkeligheden er hun jo bare en livsglad, lille 13-årig pige som måske har lidt for travlt med at vokse op. Det indser hun måske en dag, når hun vågner op fra sin drøm, når ideen om et mere facadefrit liv er plantet i hendes underbevidsthed. 
Men det skal jo heller ikke bliver et blogindlæg om min søster, da det vil kede jer for meget. Men i stedet et lille sjovt input om hvordan jeg forsøger så meget som muligt, at få indsnævret vores danskfaglige emner ind i et enkelt bloginlæg. For romantisk bliver det jo ikke, da jeg hverken har tid eller plads til at fyre to sider af sted med romantisk skønlitteratur. En lang krimi om hvordan en mystisk storebror begik mord på hans søsters kæreste, ville også være for lang. (men sikkert mega god)
Nu er det så jeg tænker: "Christian, har du overhovedet bedt Peter om invitation til bloggen?"
Nej, det har jeg vist ikke.
"Og hvorfor har du ikke det, om man må spørge?"
FORDI!     (belæg)

- Christian Trebbien

Subrideto et memento mori

Smil, du er på! Væn dig til det.
Mit navn er Astrid, og jeg går i 2.g på Egå Gymnasium. Når du nu sidder og læser det her, ligger jeg måske på undersiden af en bil med et bildæk dybt begravet i dét der engang var mit ansigt. Ja, det der biluheld du læste om i morges da du trygt sad hjemme i din lænestol med din morgenkaffe i hånden og nyhedsavisen foran dig. Det kunne have været mig der var hovedpersonen.

Du sidder nok i skolen. Ja, faktisk hver evig eneste dag, med en masse mennesker omkring dig. Hver eneste person du ser omkring dig, har en historie. En enten fri eller fastlagt (ja, hvad man nu lige tror på) fremtid og fortid. Jeg tror sjældent det egentligt går op for os hvilke dæmoner folk omkring os kæmper med, vi har så travlt med at styre vores egen lille bobbel, at vi må drage konklusioner ud fra de idéer vi gør os om andre. Som ofte er disse idéer langt fra nær realiteten for dem vi drager konklusionerne ud fra. Det kan egentligt sammenlignes med forelskelse. Sommerfugle der flyver rundt inde i maven, fordi personen har alle de egenskaber man aldrig vidste man havde søgt efter. Ja, den her person MÅ bare være den rigtige. Bang! Slam! Så slår realiteten ind, og man må indse at tingene ikke var som de så ud til ved første øjekast, og den person du nu var forelsket i var faktisk ikke så fantastisk som du lige gik og troede. Øv, men livet går jo (heldigvis) videre.

Eller gør det nu også det? Tingene forandrer sig, jo vist, man møder nye mennesker, får nye interesser, lærer noget nyt og sorterer fra. Man må igennem livets mange stadier, og end ikke der er det sikkert at man føler sig sikker i sin position. Forestil dig at dø ulykkeligt, tragisk, voldsomt… Måske pludseligt.  Din sidste tanke omhandlede al den uretfærdighed dit liv havde tildelt dig. Forfærdelig tanke, ikke? Men sandheden er jo, at det kunne ske. Vi skubber alle de ubehagelige tanker væk fra os i hverdagen, og det er vi jo også nødt til. Forestil dig en nihilist der i al sin pragt stå og belære dig hver eneste dag om hvor meningsløs din tilværelse er, ja det er da en umiddelbar deprimerende tanke. Nogen sidder måske og tænker: ”Jamen Astrid, livet giver da mening. Jeg har en masse venner, en kæreste, en hund og går i en helt fantastisk klasse. Jeg er glad, og det er det der betyder noget.” Faktisk kunne jeg se nogen for mig være så dybt uenige at de smider en lille styrkemarkør på: ”Jamen Astrid, livet giver da FANTASTISK god mening!” Og tja, hvem er jeg til at sige det ikke gør det? Jeg ved ikke selv hvad jeg vil med mit. De fleste der kender mig, ved at mine slagord er ”det går nok”. Men husk at du faktisk skal dø. Det skal din mor, din far, din hund og ja selv din kæreste også. En dag er alt slut. Det hele. Det er netop ved den tanke jeg finder mig selv i at være ekstremt jaloux på religiøse mennesker. Tænk at være så stærk i sin tro, at man bare ved det nok skal gå godt, og selvom døden måske forekommer ulykkeligt, ja så får man en chance til et andet sted. Det er nok derfor jeg for nogle år siden var så ekstremt ateistisk at jeg ville belære alt og alle omkring mig med mine holdninger. Hvorfor skulle jeg være ulykkelig alene? Værsgo, tag for jer, jeg har nihilisme nok til os alle sammen!

Jalousi er noget der desværre har fulgt mig rigtig meget. Hver dag omgives jeg med mennesker der er klogere, smukkere og dygtigere end mig på stortset alle de aspekter hvor jeg føler jeg har den mindste smule talent. Det er da ikke fordi jeg synes jeg selv er dårlig, eller ikke er ”god nok” - slet ikke. Faktisk direkte langt fra. Men jeg hader faktisk at jeg ikke er den bedste. Da jeg var lille, blev jeg altid omfavnet af komplimenter fra alle sider, og jeg enten var, eller følte mig som en af de fagligt stærkeste i min klasse.
Det var dengang alle kunne lege med alle, og sociale ”grupperinger” ikke fandtes.
At se alle mine talentfulde klassekammerater og venner, ja det giver mig mindreværdskomplekser. En lille usynlig følelse som ingen heldigvis kan se, fordi man altid kan gemme det væk bag et smil. Og helt ærligt, hvem ville gide snakke med en som ikke smiler, men har for travlt med at se ned på sig selv? Jeg husker julefesten her på gymnasiet, hvor en af mine venner sov hos mig. Vi brugte det sidste af natten på at snakke om netop de tanker her, og jeg husker tydeligt da han vendte sig mod mig, og sagde: ”Astrid, er det ikke vigtigere at kunne smile og være glad, end at være den mest intelligente eller talentfulde?” – og det har han vel så evigt ret i. Hvis jeg nu bare kunne forstå det. Hvorfor kan jeg ikke bare holde fast i den tanke? Måske er det også bare fordi han 12-talsfyren og den mest talentfulde på en guitar jeg nogensinde har mødt.

Når jeg nu starter mit blogindlæg ud med den lettere voldsomme måde som jeg har valgt, er det ikke kun for at chokere dig, som nu sidder og læser det her. (Selvom den tanke også huer mig lidt) Jeg ville give dig en smagsprøve på hvad jeg egentligt selv af og til kæmper lidt med. Forestil dig døden som en figur, en personificering af det uforklarlige - bedre kendt som ”manden med leen” som i vore dage virker som en lettere humoristisk karikatur af noget så alvorligt. Jeg ser dog på det noget anderledes. Han står ude i min have lige nu og kigger ind på mig, og nogen gange så står han lige bag mig. Jeg kan mærke åndedrættet i min nakke, mens min gåsehud langsomt trasker sig ud over hele min krop. Jeg kan ikke bare vende mig om og se ham, det ville være som at vende sig om i et spil Slender. Så længe jeg ikke ser ham, kan han ikke tage mig. Kun alle dem omkring mig. Så sent som sidste år, døde en af mine tidligere klassekammerater af lymfeknudekræft. En fantastisk ung mand med ambitioner udover det sædvanlige, en intelligens der langt overstiger min egen og vigtigst af alt så elskede han sit liv. Sidst jeg så ham var da jeg gik i niende klasse og havde travlt med mine selvmordstanker og cutter-ar. Han gik op i sin sundhed, og han hverken røg eller drak. Og mig? Ja jeg har altid været ligeglad med hvad der er godt for mig og min krop, jeg gør hvad jeg har lyst til. Så hvorfor ham frem for mig? Er det dødens måde at hovere over for mig på, og belære mig om hvor uretfærdig verdenen er? En dreng fra min skole hopper ud fra en altan da han var på skiferie, og dør. To af mine gode venner har indenfor de sidste par år haft kræft. En af dem to gange og overlevet, den anden med sandsynlighed for tilbagefald. De sidste to tilfælde er vel dødens måde at pisse sit territorium af på, ”her har jeg været - og jeg vender tilbage senere”. Men døden er ikke færdig. Nej, døden vil tættere på. Det er blot et par uger siden jeg fik en SMS fra en af mine nære venner om at han har lungekræft, og han ikke aner hvor slemt det er. Han er ryger, så jo, det er vel for så vidt hans egen skyld. Jeg bekender mine frustrationer over dette til en veninde, hvorpå hun i det mest ligeglade toneleje får sagt ”Ryger? Ja, så har jeg sku’ ikke ondt af ham.” Endnu et eksempel på hvor travlt opslugt man kan være i sin egen bobbel, for hun tænkte jo nok ikke lige over at hun faktisk sagde det til en af de pårørende som ikke var skyld i hans død. Hans familie kan vel heller ikke bebrejdes, men de må sammen med mig også bearbejde tabet. Men jeg forstår hendes reaktion. Da jeg selv var bevidst om hvad der foregik i hendes liv vidste jeg at hun selv gik igennem en masse svære ting, som nok gjorde det svært for hende at se ud over sin egen bobbel. Min reaktion? Jeg smiler, og skifter emne. Der er jo ingen der har brug for mere drama, når vi selv har så mange andre problemer at se til. At åbne op for hvad der nager dig er jo trods alt socialt tabu, men ikke uden grund. Alle ved jo at smil smitter, så det gør et trist ansigt også. Hvem har lyst til være trist? Ikke mig! Derfor må vi alle sammen gemme os bag smil, latter og grin og for en stund tilsidesætte alle de tanker der deprimerer os. Gem det til studievejledning. Til psykologen. Og når du så går ud derfra, så husk din psykiske maske, din facade, og smil! Du er frontstage nu! Det er jo ingen hemmelighed at smilende og åbne mennesker er de mest tiltalende mennesker, vel?

Skal jeg være helt ærlig, så er jeg ikke bange for at dø. Jeg er bange for ikke at have levet nok, og jeg er især bange for at fortryde. Ikke for at fortryde de ting jeg har gjort, men de ting som gerne ville gøre men aldrig fik gjort. Her i weekenden var jeg til fødselsdag hos min niece på min gamle folkeskole, og mens nostalgien langsomt fortærede mine tanker, bemærkede jeg hvor meget mindre det hele så ud! Jeg blev nærmest skuffet, for jeg husker tydeligt hvor stor skolen syntes at være dengang. For slet ikke at tale om forandringerne skolen havde gennemgået! Det bevidner vel bare endnu engang at intet varer evigt.
Det er ikke kun dig der dør. Alt hvad du husker, alt hvad der var, forsvinder en dag eller bliver til noget andet. Intet forbliver det samme. Selv dine minder er ikke andet end et digitalt maleri du selv har fremstillet, og som med de rette tekniker kan manipuleres rundt med, destrueres, eller sammensættes efter forgodtbefindende.

Du er ikke andet end en passager i det tog vi kalder livet. Din destination er døden. Nyd dit ophold så længe det varer, for det kan være du ankommer så snart du går udenfor din dør i morgen, og en TV-satellit falder ned igennem kraniet på dig. Det kan være din bus forulykker lige efter du har sat dig ind i den. Eller måske har den smøg du røg inden du pakkede din taske i går aftes, lagt grobunden for din påbegyndende lungekræft. Måske er ”vi ses i morgen” det sidste du nogensinde får sagt til dine forældre, før de vågner op til beskeden om at dit lig er blevet fundet ude i skoven, næsten uigenkendeligt lemlæstet af fugle der har spist dit ansigt. Jeg vil udnytte muligheden til at afslutte mit blogindlæg lettere ironisk, så jeg kan fortælle dig at jeg vil afslutte min aften med at gå en tur, en smøg i munden, smile for mig selv over hvor tragikomisk mine tanker end må være, og være fuldstændig ligeglad med hvad døden står og laver ude i min have...

Inception

Vi ser Inception i dansktimerne. Vi ser inception hele dagen, når vi har dansk.

Og hvad så med Inception, tænker du. Ja, Inception, det er sgu en fin film. Den er bare så fin. En fin film når de er bedst. Inception har det hele - Lækre damer, 

Inception tager fat i vores opfattelse af virkeligheden. Opfattelsen af virkeligheden, er central for vores livsanskuelse. Virkelighed kan opdeles i to kategorier – den religiøse, og den materialistiske. I nogle religioner er denne virkelighed vi lever i (Egaa gym, 2.b, arbejde i SPAR, smugrygning, pistoler, whiskey og lækre damer) blot en illusion for en større virkelighed – denne verden er blot en indbildning, og lækre damer findes slet ikke. Men mennesket vil lære at skelne mellem denne illusion, og den ægte virkelighed gennem meditation. Buddhister ser Nirvana som illusionens afslørelse, f.eks.

Den materialistiske virkelighed har ikke en ekstra verden, hvori alt er sandt og ægte, kun denne. I den materialistiske verden er der masser af guns og masser af damer. Masser af mædl. Virkeligheden kan sanses, vejes og måles. (marxisme f.eks.)

Menneskets opfattelse af virkeligheden er subjektiv, grundet på noget objektivt. Virkeligheden bliver først til når mennesket sanser, tænker og sprogliggør – virkeliggør. Virkeligheden er et produkt af hjernen.

Nå nå. Og hvad så med denne virklighed. Vi ved da godt hvad der er virkeligt. Det er da det vi sanser, det vi tænker på. Det ved vi da godt. Den er hjemme, ja ja.

Men – i Inception leger de med den her opfattelse af virkeligheden, blev der sagt. De skaber en virkelighed i drømme, deres egen virkelighed. De sanser, tænker og sprogliggør alt muligt i de her svedige drømme, med drømme-hære, og drømme-tricks og illusioner. Er det så ikke virkelighed? Hvis man kan leve i den her drøm? Leve og elske. Skabe nyt liv, måske?

Det er dét der gør Inception rocker god. Dén der leg med vores virkelighedsopfattelse.

Jeg er helt tosset med det.

Tankestrømme i en uendelighed

Klokken er fem minutter over to og jeg er lige kommet hjem efter at have været ude at handle for man må jo gøre noget for det hvis man vil låne bilen og det ville jeg mægtigt gerne her til morgen for i mine øjne er det nu stadig for koldt til at cykle og når man så får fri vil man egentlig helst bare være hjemme med det samme grundet ens træthed der jo følger med de fleste gymnasieelever men nu er jeg så kommet hjem og har været på Lectio for at tjekke morgendagens lektier kun for at finde ud af at jeg ud over at skulle læse en lang tekst både i engelsk og fransk også skal skrive et blogindlæg til i morgen og vigtigt er det jo at indlægget er fagligt så straks tænker jeg på at skrive om filmen Inception som vi i dag analyserede i dansk for blogindlægget er jo til dansktimen hvorfor det helt klart ville være mest relevant at skrive om noget fra en sådan time men eftersom jeg lige tjekkede vores bloghjemmeside og så at den kære Simone Gry netop har skrevet et blogindlæg om selv samme film er der nu noget andet jeg hellere vil skrive om og har man den samme linje som jeg ved man nok allerede hvad det er mens de resterende elleve og måske Peter hvis de overhovedet har kunnet få teksten til at give mening nok ikke endnu forstår hvorfor denne skrevne tekst med dette meget mærkelige sprog der mest af alt består af ligegyldige tanker ikke har mødt et punktum før nu.

Går man ind på vores linjes studieplan, under faget engelsk, vil man opdage at vi i øjeblikket er midt i et forløb om modernisme, eller mere eksakt, modernistisk litteratur. Her blev vi forleden (var det i går eller i mandags?) introduceret for begreberne ”Stream of Consciousness” og ”Interior Monologue” der henholdsvis forklarer en meget bestemt måde at skrive på og en slags dramatisk opførsel. ”Stream of Consciousness”, som forresten er meget svært at stave til – synes jeg – betyder på dansk tankestrøm eller bevidsthedsstrøm – tak til Gyldendals røde ordbøger og til Egaa Gymnasium for at have givet mig gratis licens til disse.

Den øverste tekst skulle meget gerne høre ind over dette begreb, som basically tager alle mulige strømme af tanker, der konstant går igennem vores hoveder, og sætter dem ned på tekst. Der bliver sat spørgsmålstegn ved verdenens gang, og tanken om, at hvis verden ikke giver mening, hvorfor skal sproget så? Den vinkel kan jeg egentlig godt lide, men det gør ikke den tekst, vi skulle læse til gårsdagens engelsktime, lettere at forstå. Jo, selvfølgelig giver ”Molly’s Soliloque” langt bedre mening, når teksten bliver læst op, men mit plagende perfektionistiske sind kan slet ikke holde ud, at læse en tekst, hvori der ingen kommaer eller punktummer er.

På den anden side er det sjovt at prøve at skrive sine tanker ned, mens man hører dem inde i hovedet; Man ser lige pludselig, hvilke associationer de forskellige ord, begreber eller sætninger bringer, der kan få en til at skifte emne totalt. Og når jeg læser den øverste tekst igennem, giver den da også meget mening for mig. Men er det fordi jeg selv har skrevet den og på forhånd ved, hvordan trygget skal lægges på de forskellige ord, og hvornår de egentlige pauser skal være? Sikkert.. Alligevel kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad I tænker, når I læser sådan noget. Er det bare helt meningsløst for jer, eller synes I, der kender godt til ”Stream of Consciousness”, at jeg rammer totalt ved siden af? Jeg kunne også give mig til at forklare meget mere uddybende, hvad de to førnævnte begreber står for, men nu vil jeg gå op og lave mig en kop kaffe, så jeg kan holde mig vågen, hvis jeg skal igennem de andre lektier.

Jeg ender nok bare med at sætte mig til at se ”Freddie Mercury – The Great Pretender”, der begynder kl. 20:55 på TV2 ZULU. Det virker ærligt talt mere fristende. 

Parallelle verdener, parallelle liv

I tirsdags havde vi dansk. I hvert fald i denne her virkelighed. I tirsdags påbegyndte 2.b sin rejse ind i et meget mærkeligt univers, hvor bevidsthed, drømme og virkelighed smelter sammen. Heldigvis er Leonardo DiCaprio både lækker i virkeligheden og i sindets verden. Så er der da én sandhed, der ikke bliver vendt på hovedet. I “Inception” præsenteres en fiktiv verden, hvor drømmebilleder plantes i bevidstheden, men måske er denne fiktive verden ikke så langt fra vores egen.

I den moderne kvantefysik opererer man nemlig med begrebet om parallelle universer. Ifølge denne teori splittes fotoner, atomer og sågar mennesker i to, i det øjeblik, hvor vi vælger mellem to veje. Altså befinder vi os begge steder. På samme tid. Lige nu ligger mit andet jeg måske i min seng og befinder sig derved i en helt anden dimension af sindet. Alt imens binder mit bevidste jeg knuder på sig selv, for at forstå konsekvenserne af parallelle verdener. Det mest mærkelige er nok, at jeg kun opfatter den ene virkelighed, som jeg kalder min. Måske er min virkelighed ikke din virkelighed.

Hvad ville der ske, hvis man var bevidst i splittelsens øjeblik? Lige der, hvor det enkelte atom deler sig i to. Ville man føle splittelsen? Jeg føler mig i hvert fald underligt hel. Jeg føler ikke, at jeg mangler noget af mig selv, selvom jeg måske ikke har lavet andet end at tabe mig selv hele mit liv. En ting jeg ved, er, at man bliver nødt til at vælge. Så må man jo bare leve med det univers, man nu engang ender i. Min virkelighed vil altid være virkeligheden af de valg, jeg tager. Hvor skræmmende det så end er. Lige nu befinder vi os vel i splittelsens øjeblik, hvor vores fremtidige virkelighed vil være et resultat af de valg, vi foretager os nu. Om det så er i forbindelse med valg af fremtidigt studie, bopæl eller det måltid mad, vi har tænkt os at indtage, vil vores valg have en konsekvens, og dette faktum skræmmer mange mennesker så meget, at de paralyseres af frygt for det forkerte valg. Denne passivitet efterlader os i valgenes gråzone sammen med resten af de forvirrede atomer. Midt i alt dette havner vi måske i en eksistentiel identitetskrise, hvor vi aldrig vil foretage nogle valg i frygt for følgerne af disse. Måske er passiviteten dermed farligere end splittelsen, selvom valgene vel også skal have et fjumreår.

Nogen vil vel også mene, at det er begrebet skæbne, der spiller ind som en styringsmekanisme, vi ikke har indflydelse på. Hvis det er tilfældet, som man jo så ironisk kan udtrykke det, har vores valg jo ingen betydning, i og med at det hele er forudbestemt. Men når jeg ville træde på revnen mellem fortovsfliserne, kan jeg så ændre skæbnen, ved at træde midt på flisen i stedet for? Eller var det så skæbnen, at jeg ville tage det valg, og dermed gøre det ene frem for det andet? Hvis man tænker skæbnen ind i billedet af parallelle verdener, er den virkelighed, vi lever i, måske den virkelighed, vi er forudbestemt til at befinde os i...

- Simone Gry

"Redningskvinder"

"Redningskvinder"

Dadadadaaaaa! Kvinderne trumfer over mændene! 

Forleden morgen, på vej til skole, gik en veninde og jeg og diskuterede emner som mandschauvinisme og racisme (store emner om morgenen, ja). Og efterhånden som samtalen gik fremad, slog det os hvor påpasselige vi begge havde været med vores udtalelser selvom samtalen jo bare var i mellem os som veninder. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark, på tomandshånd, ikke kan tale om racisme uden at være bange for, at bruge ordet 'sort'? Kan det virkelig passe, at man hver gang, man bevæger sig ind på et sådant emne, skal gå på æggeskaller? - Det er som, at folket forsøger at tage så meget afstand til for eksempel mandschauvinisme, at feminismen i stedet går ind og bliver okay; En mand siger:"Kvinder burde stå for opvasken." En kvinde siger: "Mænd burde stå for opvasken." Hvis en mand siger overstående sætning er han bare mandschauvinistisk og snæversynet. Hvorimod hvis en kvinde sagde det, så ville det i stedet være sejt og flot at turde stå frem som uafhængig selvstændig kvinde. Det er som om, at folk er bange for, at den mindste udtalelse, inden for emnet, kan slå dem ihjel hvis ikke de passer på.

- Det er ikke okay at være mandschauvinist, men på en eller anden måde okay at være feminist(?) 

Det er som om, at Danmark i år 2007 kom i tanke om hvor vigtigt det er, at vi lige vedligeholder status, og signalerer til omverdenen at vi altså stadig ikke kæmper med kvindeundertrykkelse her i landet. Men at kvinder tværtimod næsten har taget over mændene. I 2007 sendte Tv 2 for første gang Forbrydelsen, serien med den selvstændige, stærke, beslutsomme og uafhængige kvinde Sara Lund i hovedrollen. Siden da har dansk tv spyttet tv-serier af den slags ud som skidt fra en spædekalv. Rita, Lykke, Broen, Anna Phil, Nynne... Det virker på mig, som Danmark er i identitetsforvirring, og lige skal ud og markere en smule. Det kan også være det blot er en fejlfortolkning, men tendensen taler for sig selv. Og man må sige at der virkelig har været stor tendens til at vise sig frem som "i-hvert-fald-ikke-mandschauvinist" - og det specielt efter serien "Redningskvinder" er kommet på Tv 3. "Redningskvinder" - kvinderne reder dagen! Dette er et program, hvor lige præcis nul mænd er velkomne. Da der ikke er lavet et program med navnet "Redningsmænd", kan jeg ikke lade være at tænke; "Kan det virkelig være, at vi ikke kan acceptere, at mænd nu engang er bygget anderledes end kvinder, og dermed oftest ses i overtal ude i erhverv såsom brændmand, politi og Falckredder?" Skal vi virkelig sammensætte et program, kun bestående af kvinder, for at markerer ligestillingen, og blive retfærdiggjort som kvinde.

Folket forsøger, at være så påpasselige, at man i stedet for bare ikke at være mandschauvinist, har tilpasset sig tendenser hos feminismen. Jaa, Redningskvinder, det skal vi se, det er nemlig rigtige kvinder, stærke kvinder. 
Det er bare pudsigt, at tænke på, at noget der havde så stor betydning og fyldte så meget for 100 år siden, stadig betyder nok til at man må arbejde så hårdt på at dække over det. 
Hvis kvinder og mænd var afklarede med fortiden og forskellene på hinanden, ville programmet "Redningskvinder" ikke være nødvendigt.

I dagens Danmark er vores værdier, vores holdninger og vores standpunkt utrolig vigtigt. Det er med til at forme os, give os personlighed og en ydre identitet - derfor er det meget vigtigt, at vi "vælger" de rigtige værdier. Det er bedst at vi vælger, at se "Redningskvinder" for så viser man, at man ikke tilhører den mandschauvinistiske afdeling, men bakker op om de stærke kvinder. Det burde ikke betyde noget om man var mand eller kvinde, det er det der definerer ligestilling, at man accepterer forskellene på kønnene. Programmet her, ødelægger dette faktum. 

Hurra for redningskvinderne... Sikke en sejr. 

- Skrevet af Amanda Friis Jürgensen 2.b 2013 

En søndag aften

En søndag aften.

Blog-indlægget skal skrives, for det skal det jo. Vi går i gymnasiet og opgaverne skal afleveres.. til tiden, det er nemlig vigtigt. Vi skal træne os i fagets mange kundskaber og i denne sammenhæng udvikle os, så vi i sidste ende kan bestå eksamen og med lidt held få et karakterblad der kan føre os videre til optagelse på en rigtig uddannelse, eller en mere specialiserende om man vil.

Any way.. allerede nu har jeg en følelse af, at det bliver sent og jeg er stadig ikke afklaret med hvad jeg skal lade tankerne flyve over. Så vidt jeg husker, skulle indlægget meget gerne relatere sig til en danskfaglig oplevelse fra en af timerne på skolen - Sidste time lærte vi om Søren Kierkegaard og eksistentialismen, så ja hvorfor ikke. Med lidt hjælp fra Wikipedia er jeg kommet frem til, at eksistentialismen er en filosofisk retning hvor individet sættes i fokus og troen på at mennesket skaber sin egen tilværelse er meget central. Altså skaber man sin identitet og eksistens gennem valg og handling. Dertil betragtes mennesket som subjekter i et ellers ligegyldigt univers, hvor den eneste mening med tilværelsen skabes ud fra de valg som træffes (hver enkelt skal vælge hvad der giver mening for vedkommende selv). Desuden handler det om at tage ansvar for de valg man træffer her i livet. For tager men et forkert valg er det udelukkende ens egen skyld og ansvaret kan hverken ligges over på ens opvækst, samfundsforhold eller andre ydre ting som kunne benyttes som en ynkelig undskyldning. Valget er dit og det definerer dig.

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på den artikel som jeg læste for nogle år siden. For at give et kort resume, kan jeg fortælle at artiklen handler om en mand ved navn Søren Hansen, der fortæller om hvordan hans liv har udformet sig på baggrund af de valg han har truffet og det værdigrundlang han har valgt, og om hvordan han i sidste ende når sit mål, bryder den sociale arv og bliver akademiker, på trods af hans hårde barndom og konsekvenserne af hans sociale arv. Det som fører Søren igennem forløbet, er først og fremmest de valg han tager. Han vælger at meningen med hans liv er, at uddanne sig og blive til noget i modsætning til sin far. Det lykkedes til sidst, men han kan stadig se konsekvenserne af sin sociale arv, i form af manglende sociale egenskaber og netværk.

Dette sætter i mit hoved spørgsmålstegn ved den eksistentialistiske tankegang og ved hvordan samfundet påvirker individet. I hvert fald finder jeg det svært at argumentere for at individets tilværelse i et samfund som vores, udelukkende skabes som konsekvens at ens egne valg og handlinger.

Alligevel er det vigtigt ikke at ligge eksistentialismen på hylden, da vores hverdag i høj grad præges at eksistentialistiske spørgsmål. Mens jeg, en sen aften, sidder og formulerer en aflevering eller laver de sidste lektier og allerhelst vil ligge mig ind under dynen, hænder det ofte at jeg slås af en følelse af ligegyldighed. Hvorfor laver jeg det her? Hvad gør det godt for? Hvad er meningen med det? Jeg tror ofte man som ung gymnasieelev stiller sig selv overfor valg og eksistentielle spørgsmål, der relaterer sig til den tilværelse man befinder sig i. At lave lektier kan nemt virke meningsløst, da mange måske ikke kan se nogen umildbar anvendelse. Hvad skal det ende med, hvad er meningen med det hele? At forberede sig til eksamen, vil være et nemt svar, men det holder ikke i længden. Hvad er den dybere mening?

Den eksistentielle retning beskæftiger sig meget med temaer som angst, frihed, livet, døden, identitet og meningsløsheden. Især angsten og meningsløsheden er centrale, og disse skal overvindes gennem valg og handling, der kan give mening i tilværelsen. Som ung i vores samfund, er der uendeligt mange muligheder, hvilket gør det svært at vælge. Som Kierkegaard fortæller, gribes vi let af angsten og meningsløsheden, og vi er derfor nød til at vælge, at træffe de rigtige beslutninger der kan forme vores identitet og skabe meningen i tilværelsen, grund til at eksisterer.

Mange unge ved ikke hvad de vil - den store frihed som vi står overfor føre til at man som ung i dag er meget konfronteret med eksistentielle spørgsmål og temaer, hvor meningsløsheden en forudsætning.

Og så lige et lille citat som jeg holder meget af;

At våge er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at våge er at miste sig selv.

-          Søren Kierkegaard

Sikke en dag...

Aaargh.. For sent i seng igen. Det dur ikke at ligge og snakke en time til halvanden efter man er gået i seng. Men det er bare så fristende og i den grad hyggeligt. Men hvorfor er det også, at det altid skal være op til en hverdag, at sådan noget sker.

Vækkeuret ringer, uden at jeg overhovedet lægger mærke til det. Heldigvis bliver jeg vækket af min dejlige kæreste… Skønt at blive vækket på den måde.. Og så kommer jeg heller ikke for sent i dag.

Aaaiih! Allerede nu kæmper jeg en kamp mod mine øjenlåg. Jeg prøver desperat at holde dem åbne, mens de allerede igen har sagt GODNAAAAAT!!! Men jeg kæmper mig igennem og lader dem ikke vinde….. Endnu….

Dansk i første modul. Fint. Det kan jeg godt klare. Jeg fik lavede mine lektier, skrevet nogle gode påstande og citater i går. Det skal nok gå.. Mine øjenlåg er heller ikke så aggressive længere. Jo jo, det køre!! Godt nok deltager jeg ikke så meget i diskussionen på klassen, men kan da følge med og det går ret godt for min gruppe. Det er en fin time. Analysen giver mening og det hele spiller!

Så er der historie. Puuh. Det bliver tungt. Mine øjenlåg er igen begyndt at ville slås, og denne gang er det svært at gøre modstand. Denne time kommer ikke til at give mening. Er slet ikke oplagt… ÆV.

Musik, sidste modul… Og så er der bankmøde og så ned og spille med bandet. Begynder at kunne overskue det… Eller.. Det skulle da lige være inden jeg fandt ud af at min cykel er punkteret for femte gang inden for det sidste halve år. LORT!!!

Hvorfor kan en sådan dag ikke bare være lige så stille og rolig, som de lyder til at have været tilbage i romantikken. Det ville da være fantastisk, at kunne sidde på en altan i de varme lande og observere livet i gaden, som ”den lærde mand” gør i H.C. Andersens ”Skyggen”. Denne mand har kun sin skygge, han skal tage hensyn til. Det viser sig så også at være lidt af et arbejde, ville nogle måske mene, men han har ikke noget specifikt han skal nå, stå op når han vil, skrive et værk, selvom der alligevel ikke er nogen der gider at læse, hvad han skriver, og så kan han ellers gå i seng igen. Det lyder lækkert! Et meget mere afslappet liv, det gad jeg godt.

Nå, nu lokker svigerfar og svoger med noget cirkeltræning. Det skal da prøves. Man kan jo heller ikke takke nej til træning med svigerfamilien. Det går jo ikke at blive stemplet som ”ham der bakker ud.” Det ville være trist.

Blomster

Forleden dag arbejdede vi med en gammel novelle i dansk. Jaja, ikke ligefrem den mest spændende indledende sætning i verden, men det kunne jo være, at tossen havde noget klogt at sige. Novellen hed ”Sildig opvaagnen” og hovedpersonen, præsten, fik mig til at tænke. Normalt ville ordene ”fik mig til at tænke” være efterfulgt af et kolon og et mere eller mindre klogt udsagn, MEN det er fuldstændig underordnet her. Jeg siger ikke, hvad jeg tænkte, for jeg ville føle, at jeg spildte jeres tid. Sagen er, at han fik mig til at tænke – og det er pointen.

På en eller anden måde var det en fantastisk oplevelse. Ja altså ikke novellen, den var sgu lidt halvlang, hvis du spørger mig, nej det var mere oplevelsen af ”at tænke”. Ikke ”at tænke sig om” – altså den borgerlige udgave, som ikke omhandler større ting end at overveje, om det nu er fornuftigt at investere i en ny Macbook Pro eller en ny designerlampe, men at tænke - at stå foran spejlet og kunne se sig selv i øjnene. Og nej, det betyder ikke, at man nødvendigvis kan lide hvad man ser, at man har fundet ro i sjælen eller endelig mestre kunsten i mindfulness, det betyder, at man kan holde ud af være alene. At man, i en eller forstand, har bare en lille smule selvindsigt. Desværre er det blevet en mangelvare. Efterspørgslen har desværre ikke været så stor, så det er klart, at udbuddet ikke ligefrem er voksende. Værst er det, når man for sjette gang i løbet af den sidste time logger in på Facebook, og som det første støder på en af de ”ny renoverede” profiler, der mest af alt minder om et stykke barokarkitektur. Fem minutter tager det, og så har man hele ”sandheden” om denne prægtige person, og i et øjebliks genialitet klikker man ind på sin egen profil, for at blive mindet om sin egen sandhed. Desværre er selvindsigten blevet forbudt ved selvcensur, og det eneste man finder, er billederne af sig selv med en stor fed sort streg i ansigtet. ”De kloge” kalder det selviscenesættelse.

I min verden konnoterer selviscenesættelse overfladiskhed, selvcensur og mangel på selvtillid og selverkendelse. Det skal slet ikke forstås som en personlig kritik af selviscenesættende personer, for jeg synes virkelig, at det er ærgerligt og synd for dem der har behovet. For mig at se er det vores generations Jeg-kultur, der påtvinger svage sjæle at forsøge at være nogen, som de ikke er, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ikke skal gå dem i sidste ende, når det sociale miljø efterhånden minder mere og mere om primitive jungletilstande. I sidste ende bliver de ofre for x-factor samfundets højtråbende og selvcentrerede unge, der ikke har skyggen af det, der minder om ydmyghed. For apropos mangelvarer så er ydmyghed fandeme ikke noget, som man støder på ret mange steder længere. Misforstå mig ikke – jeg er ikke nogen konservativ jantelovsfortaler, jeg forstår bare ikke, hvordan behovet for at være bedre end alle andre kan være så stort!? På den anden side lever vi jo i en verden, der er styret af kapitalinteresser og ønsket om ”frihed”, så det kan vel efterhånden ikke komme bag på nogen, at behovet for en ”overlevelsesevne” er stort. Det er bare ærgerligt, at vi vælger, ikke at agerer som flokdyr, men i stedet bruger tid på at male stakittet lidt hvidere. Vi har samtidigt så travlt med være politisk korrekte, men det er kun i håbet om at fremstå som en endnu mere spændende person. Man hører tit: ”jeg er ikke racist, men…” og så er det med at komme væk, inden de brækker sig ud over dig. Det er politik som æstetik, og det er til at brække sig over. Ja, endda mere end hvor pisse hellig jeg sidder og spiller.

Hvad er budskabet og formålet? Hvad er det du vil sige med dit kringlede og ustrukturerede blogindlæg? – spørger I nok. Jeg svarer: jeg ønsker ikke, at I mener det samme som mig, for hvad ville et demokrati være uden mangfoldighed?  Jeg ønsker ikke, at I skal forstå mig, når jeg siger, at noget af det smukkeste i verden er et barn, der ikke ved, at der findes penge. Jeg ønsker ikke, at I skal modargumentere mig, eller komme med den samme venstreorienterede ”bræksmøre” som mig. JEG ØNSKER derimod, at I tænker. For hvad større formål findes der, end at få folk til at tænke i en ellers så tankeløs verden?

Og så flot og korrekt som jeg nu ellers har prædiket, vil jeg vende tilbage til den ”virkelige” verden, og overveje om jeg nu egentligt har råd til den guitarforstærker… 

Dansk...

Dansk...

Hej. Jeg hedder Niklas, og jeg hader dansk. Og nej, det gør mig jo ikke specielt meget mere interessant end alle mulige andre håbløse og beklagende gymnasieelever, men det er der måske nogle af mine tanker, som gør;

Vi arbejder pt. i dansk med en novelle fra 1828, som hedder ”Sildig opvaagnen” (hvis du allerede nu tænker, at det her blogindlæg bliver alt for kedeligt og tørt, så bare vent). Sidste time brugte vi på at finde ud af, hvad fortælleren, Wilhelm, i denne historie egentlig synes om en bestemt pige/dame/kost om man vil. Gennem en masse kedeligt analysearbejde fandt vi frem til, at han faktisk var hemmeligt forelsket i hende. Helt uden selv at vide det. Faktisk siger han direkte i novellen, at hun er en skøge, som ikke er til at stole på. Woooow, det er vildt hva'? At han sådan går rundt forelsket uden at ville indrømme eller indse det? Nææ, egentlig ikke ret vildt. Specielt ikke, når man efter denne konklusion blot ligger novellen fra sig og går videre med den næste tekst. Hvorfor spørger man ikke, hvorfor han omtaler denne ”skøge” så grimt? Og hvorfor han ikke vil stå ved hans følelser? Det synes jeg er den spændene del, og derfor kan jeg jo belaste jer læsere med min egen lille tekst, som i kan sidde at fundere over, analysere og fortolke.

”Sildig opvaagnen” minder mig lidt om min egen far. Min far har altid nægtet os at se hans familie (som ellers skulle være vældig stor), hvilket han har haft sine gode grunde til, lidt ligesom fortælleren i ”Sildig opvaagnen”. Wilhelm har nemlig masser af gode grunde til at hade denne pige, som han er så forelsket i. Men tilbage til min far.  Vi har altid respekteret, at min far ikke har villet have noget med sin familie at gøre, men når man læser en historie, som den vi har læst i dansk, kan jeg ikke lade være med at undre mig. Har min far i virkeligheden bare en frygt for at se ”kærligheden” i øjnene og indrømme, at selvom hans familie har gjort uacceptable ting, så kan han ikke lade være med at elske dem alligevel? Den samme frygt som drengene i børnehaven og de små klasse har. Hvilket resulterer i, at de hellere vil slå pigerne end at tale med dem - for tænk hvis de finder ud af, at de godt kan lide pigerne. Jeg vil ikke sammenligne min far a.k.a. ”Det store Orakel” med et børnehavebarn, men derfor vil jeg stadig lade mig undre. Jeg vil lade mig undre over den frygt, som vi i det hele taget har for at se sandheden i øjnene. Den frygt og vrede som kommer hver gang man bliver forladt eller svigtet, fordi pludseligt er det bare lettere at bilde sig selv ind, at de er nogle kæmpe egoistiske idioter, som aldrig nogensinde har bragt noget godt til verden. Men også den frygt der er ved at se sig selv i øjnene, når vi begår fejl. I sådanne tilfælde er det også bare lettere at give en anden skylden: ”Det er min mor og fars skyld”, ”Det er også, fordi jeg har en dårlig lærer”, ”Vi har også flere lektier end jer!”. Det er sætninger, som man ofte hører i mit miljø (også her i klassen). De er ikke nødvendigvis løgn, men jeg tvivler på, at de altid er rigtige. Og jeg tror, at det er, fordi vi er blevet nogle opblæste, selvfede, uansvarlige socialistiske møgunger, som forventer, at livet er en dans på roser. Okay, træk ”socialistiske” fra, men resten er i hvert fald generelt.

Jeg hader ikke dansk. Jeg er bange for at indrømme, at jeg har svært ved dansk. Jeg er bange for at se danskfaget i øjnene og indrømme, at jeg godt kan lide det, fordi jeg ved, at det ikke kan lide mig. Jeg har ellers, what so ever, ikke nogle reelle grunde til ikke at kunne lide dansk. Jeg ved bare, at jeg har svært ved det. Denne psykiske splittelse, som også er beskrevet med børnehavebørnene, min far, Wilhelm og de mange brokhoveder af gymnasieelever, synes jeg er meget karakteristisk for det ungdomsmiljø, som jeg lever i. Denne psykiske splittelse er netop et af karakteristikaene for romantismen. Jeg går ud fra, at det er, derfor en novelle fra 1828 er relevant?

- Niklas