Småligheds domination i Føtten

Her kommer en lille episode, som jeg oplevede den anden dag i Føtex.

 Jeg var ude for at handle i den Føtex, som jeg altid handler i. Normalt er jeg glad for at handle der. Jeg stod med snotten langt ned i fryseboksen og grubler over, hvad søren jeg skulle lave til aftensmad. Der var frysepizza på tilbud. De der gode fra princip. Dem kan jeg rigtig godt li’. Specielt den med salami. Imens jeg dannede istapper på næsen, skete der en episode, som jeg synes var helt grotesk.

En kvindelig kunde stod og ledte efter en hønsesalat fra Gråsten. Hun stod lige over på den anden side, af den køler jeg gloede i. Hun kunne bare ikke finde den dumme hønsesalat fra Gråsten. Hun spurgte så en af de altid så søde og behjælpelig ekspedienter om, hvor hønsesalaten fra Gråsten var henne. Ekspedienten kiggede på hylden og kunne konstater, at den ikke var der. Hun sagde pænt til damen; ”Jeg smutter lige ud på lageret og kigger om vi har flere. 2 minutter, så er jeg her igen”. Det svarede damen ikke på. Kort efter kom hun tilbage og må med beklagelse sige, at hønsesalaten fra Gråsten, desværre var udsolgt. Det brød damen sig ikke om og begyndte straks med et irritationsanfald på den søde ekspedient. Damen har hævet stemme og begyndte at skælde ekspedienten ud, fordi HUN ikke har sørget for at de har flere tilbage ude på lageret. Jeg stod med forargelsens blik i ansigtet og følte en meget stor sympati, for den stakkels ekspedient. Hun stod og modtog en masse tunge og hårde ord, fordi HUN ikke havde den skide Hønsesalat fra Gråsten. Som damen sagde; ”Hvad skal jeg nu have på min madpakke i morgen, når jeg skal sidde på mit kontor fra 8-16 i morgen, så meget arbejdere du nok ikke, vel?” Ekspedienten svarede med en lidt svag stemme, om damen ikke vil have en af de andre hønsesalater. Men NEJ! Det kunne ikke komme på tale. Hun ville kun have hønsesalaten fra Gråsten, det er den eneste der overhovedet smagte af noget og alt det andet var noget billigt lort, mente hun. Ekspedienten beklagede og beklagede, men det pralede bare af på damen. Til sidst gik damen, uden at sige ”tak for hjælpen”, og ekspedienten kunne vende tilbage til hendes arbejde.

Jeg bliver forarget over, at nogle personer kan være så smålige. Så tag dog for en i H….. en anden variant eller hold bøtte. Det er jo alligevel det samme, som der er i dem alle sammen. 

Hvis jeg er ude for, at en varer udsolgt, så tager jeg enten en anden variant eller dropper det. Hvis man da overhovedet skal klage over ting, der mangler, så bør det da ikke gå ud over hende den stakkels ekspedient. Manglende hønsesalat fra Gråsten kan da ikke være verdens undergang?

Det er desværre ikke første gang det er sket og det vil helt sikkert ske igen. Men gud, hvor er smålighed i sådan en situation bare uforståelig.

Måske er dette indlæg smålighed, hvad mener du?

Jeppe Gamborg Kjærsgaard

Hvis jeg siger iscenesæt dig selv hvad siger du så?

Nu er det fredag formiddag og jeg sidder på skolen og venter på at vi snart skal have time. I dag skulle vi først møde klokken 12:00 hvilket er meget irriterende, fordi jeg hellere ville have haft fri klokken 10:00. Men jeg nåede ned og træne inden, så nogen gode ting er der da ved at møde sent.

Jeg vil gerne fortælle jer derude der sidder og læser det her, om en tirsdag morgen som lagde ud med en dansk time. 

Lige nu arbejder vi med internettet, eller mere præcist sproglig selviscenesættelse via sociale medier. Jeg ved godt det lyder utrolig fint, men det er noget vi alle sammen bruger. Hver gang du skriver en status opdatering eller blogger om et eller andet bruger du medierne til at iscenesætte dig selv.

For at forstå begrebet selviscenesættelse i medierne bedre vil jeg lige skrive en definition taget fra ”Medier i Dansk” skrevet af Dorte Schmidt og Jens Haaring den lyder som følger: ”Selviscenesættelse i medierne er, når et program eller et website har personer, der stiller dele af sit privatliv frem som bærende element.”

Hvis I stadig ikke helt har forstået det, så kommenter endelig. J  

Dog diskuteres det hele tiden hvor grænsen går, altså hvornår det bliver for meget med det åbne privatliv. Denne grænse er selvfølgelig forskellig fra person til person, men lad os nu tage X-factor i mod Voice. Begge Tv-shows er meget kendte, men hvilken en af dem fokuserer mest på sangen i sig selv? I X-factor kan alle være med, og dommerne kan se deres udseende fra starten, men hvad med i Voice? Først skal man igennem en audition, for at udelukke dem der slet ikke kan synge, og dommerne kan først se sangeren hvis de kan lide stemmen. Derfor er Voice bedre til at fokusere på sangen, men dette mener jeg kun er i begyndelsen. Så snart de skal videre fra auditions i begge shows, bliver det alt sammen omkring deltagernes personlighed, og livserfaringer ergo fokuseres der meget på det private frem for det personlige.

Hvad mon de to sidste begreber betyder?

De følgende to eksempler kan måske hjælpe. Hvis et show er personligt er det ikke helt privatlivet der er det bærende element, ”Søren Ryge”, han filmer fra sin baghave, men der er fokus på det professionelle. Hvorimod det lidt nyere ”Bonderøven” er langt mere privat, da hans familie, og hus også er med til at danne rammerne for dette tv-show. 

Det vil altid kunne diskuteres om disse mange muligheder for selviscenesættelse er gode eller dårlige. Det er positivt fordi det er menneskets natur at iscenesætte sig selv, men den negative side er at det tit misbruges, og bliver til det rene følelsesporno.

Desværre bliver disse begreber også brugt af andre end underholdningsprogrammer, nemlig nyhedsprogrammer. Underholdningsprogrammerne bruger det ved at få seerne til at ønske det var dem, hvor nyhedsprogrammer bruger det ved at få seerne til at tænke ”godt det ikke er os”. Det er vel også meget fint, for at få folk til at se deres tv-show.

Men hvornår er det ikke okay?

Er det Paradise Hotel, eller X-factor?

Det kunne vel også være at de begge to er okay, men det er her vores personlig synsvinkel spiller ind. I kan alle sammen godt forstille jer at I går hjem til jeres mor og spørger om Paradise Hotel er for meget, og de fleste vil nok sige ”ja”. Hvis I derefter ringer hjem til jeres bedsteforældre og spørger dem om det samme, aner de nok ikke hvad det er, men hvis de nu gjorde, ville de sten sikkert syntes at det var grotesk, den måde deltagerne udstilles på. Derfor handler det meget om hvad man er vokset op med.

Jeg syntes begge to er for meget, men det er vel det der fører det til godt TV, eller hvad syntes I?

Ida Røge Sund, 2.b