Ingen Tid til at Tænke

Man har ikke tid til ikke at udrette noget. Tid er det værste benspænd. Man kan intet gøre. Luk af for omverdenen – og du mister tid. Tag en pause – og du mister tid. Lav dine lektier – og du mister tid. Ryd op på dit værelse – og du mister tid. Og du kan ikke vinde, kan du vel? Livet handler om at prioritere. Naturligvis har vi ikke tid til det hele. Naturligvis havde jeg glemt, at jeg skulle skrive et indlæg i bloggen. Naturligvis er jeg ikke startet på fysikafleveringen. Naturligvis har jeg ikke læst engelsk teksten til i morgen. Naturligvis kom jeg først hjem fra Heidi halv fem her søndag eftermiddag. Og jeg bruger en halv time på at finde ud af, hvad jeg skal prioritere. Mistet tid. Hvad er vigtigst? Hvad ville I have gjort?

Jeg kunne jo sagtens vælge en opgave, fokusere på den, og gøre det godt. Men her kan vi så snakke om konkurrencegen. Livet er en evig konkurrence. Det handler alt sammen om at ligge i toppen. Det handler om at være det fuldendte menneske. Og hvis ikke jeg er det, må det i det mindste se sådan ud udadtil. Men det er der ikke tid til... Jeg vil jo ønske, at jeg kan vågne op i morgen med god samvittighed, fordi jeg nåede alt, hvad der skulle nås. Man kan forestille sig at hver dag er et cykelløb. Målet for i dag er at nå det hele. Og jeg ville jo sagtens kunne nå mit mål, hvis jeg var fuldt fokuseret (ja og selvfølgelig uden tømmermænd, idiot). Men der kommer tiden snigende, som en tyv i natter. Yes, natten*, ingen tid til rettelser. BANG. Sætter sig som en kæp i hjulet. Og bum. Der ligger undertegnede så på jorden. Og hvem fanden har tid til det?! Jeg ved ikke, om I kan følge min tankegang? Men hvorfor skulle I bruge jeres tid på at sætte jer ind i den?

Skønt… Sæt strøm til din computer, den har ikke lang batteritid… Slap nu af

Og nu har jeg lige bikset dette indlæg sammen, og er pludselig i tvivl om, om det overhovedet opfylder opgavekravene? Jep. Jeg skulle nok have brugt noget tid på at læse dem, INDEN jeg startede med at skrive. Men det havde jeg jo ikke tid til, vel?

"Her er mit liv"

Læge? Skolelærer? Politiker? Pædagog? Journalist? Gartner? Murer? Musiker? Frisør? Lige nu har vi et forløb om journalistik og det fik mig til at tænke på, hvad jeg egentlig vil lave, når jeg bliver "rigtig" voksen.. Men hvad så? Hvis der i dag er nogle, som spørger mig: "Nå Lea, hvad vil du så gerne arbejde som, når du bliver voksen?" så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal svare.. Eller jo.. Jeg ved lige netop, hvad jeg skal svare.. Men de 100 ting som jeg gerne vil, er umulige, at presse ned i ét liv. Problemet er, at jeg aldrig har haft en konkret idé om, hvad det er jeg VIRKELIG vil! Jeg har villet være fodboldspiller, psykolog, fotograf, forfatter, pædagog, læge and you name it.. Suk! Hvad nu hvis jeg kommer til at vælge et job, som virkelig keder mig? Hvad nu hvis jeg ikke kan få lov til at lave det, som jeg holder allermest af, resten af mit liv? Kan jeg ikke bare sige: "Nu vil jeg noget andet!" og så lave dét i stedet for.. Allerede i folkeskolen blev jeg sat til at skrive en opgave i samfundsfag om mit fremtidige liv - "her er mit liv" hed den. Det er lidt ligesom, at blive bedt om at producere et afsnit af programmet "her et dit liv" på DR1, før livet egentlig er begyndt.. Hvis I kan følge mig..? Hvorfor bliver jeg bedt om at "planlægge" mit liv så meget? Det stresser mig ærligt talt.. Selvfølgelig skal jeg reflektere over mit liv, for at undgå at det lige pludselig en dag begynder at tæske løs på mig.. Men jeg er kun 17.. Jeg ved da ikke, hvad jeg vil lave, når jeg er 40 og den grå hårvækst er påbegyndt.. Er jeg overhovedet gift? Har jeg børn? Bor jeg i en stor rød villa i Vanløse? Jeg er omkring 18,5 når jeg går ud af 3.g.. Så kommer jeg til at stå der med min studenterhue og med gigantiske tømmermænd.. Og hvad så? Så står hele verdenen jo bare der.. Alle mulighederne.. Åha.. Som skuespilleren Josh Radnor siger i How I Met Your Mother "that's future Teds problem - let him take care of that".. Så future Lea, be prepared! 

Artikel om en superatlet

BANG! Så er du i gang. I gang med endnu et blogindlæg, fra endnu en klassekammerat. Chancen for at dette er første gang du læser dette, er pænt stor. For det første bliver indlægget langt ud sent, skribenten mente ikke at en dansk blog kunne tage lang tid at lave, men skribenten tog fejl. Engelsk aflevering, drama aflevering og alt mulig andet som ikke er skolerelateret, kom i vejen for det, der var planlagt. Men vi skal i gang, og i gang kom vi med et BANG! For nu er du fanget i at læse et blogindlæg, og las os så komme i gang. Btw: der var ikke den store tid til kommaer og kryds og boller… så læs med tålmodighed og med interesse for indhold frem for orden ;-)

Du har måske fulgt med i forløbet journalistik, (hvis ikke så skriv endelig i kommentaren) og Peter spurgte om ikke dette indlæg kunne have lidt mere fokus på det forløb end de tidligere indlæg har haft. Så det for det… måske.

For der bliver bragt en artikel på puden, og den bliver serveret med en interesse fra ”Yours truly”. Robert Griffin III, blandt NFL (amerikansk fodbold) kendere også blot kaldt RG3, en artikel omhandlende QB’en (quarterback, den vigtigste spiller på et hold) skal du til at læse et blogindlæg omkring. Han bliver nemlig i artiklen ”En verdensklasse atlet” skrevet i Weekendavisen, beskrevet som det til dato bedste bud på den komplette atlet. En superatlet. I løbet af tre sider forklarer journalisten at man aldrig har set én mand med så mange talenter, indenfor så mange sportsgrene. Der er faktabokse, til dem som kun gider skimte artiklen. Overskrift, underrubrik, enkelte citater og så en tabel med nogle ”stats”. Så er viden om manden Robert givet videre til de let-mættede læsere, og de kan så fortsætte om til historien omkring ”madlavning i efterårsferien” på næste side. Dog er der også brødteksten som går starter med det vigtigste omkring ”Superatleten”, præsentationen af hans liv fra barn til ung mand fylder faktisk de to første spalter, mens vi derefter bevæger os over i ekspert kommentarer på hans evner. Du vil som læser altså blive præsenteret for folk med forstand på amerikansk fodbold. Sproget i artiklen er ikke præget af mange fagord, inden for amerikansk fodbold, men du vil dog læse med større forståelse, hvis du sidder inde med baggrunds forståelse. Dette viser også at artiklen ikke er ment som en artikel alle vil kunne forstå. Den er dog er skrevet med fokus på atleten, frem for den amerikansk fodboldspillende QB, så helt intern er den heller ikke.   Artiklen slutter om dette blogindlæg brat.

Er man voksen når man flytter hjemmefra?

Er kørt fast, kan slet ikke komme videre. Har prøvet alle emner nu. Det Amerikanske valg, drømme, Janteloven, MTV EMA showet og alle mulige super irrelevante emner. Det eneste jeg kan tænke på er Nana. Wow det lyder forkert.. Det skal endelig ikke misforstås, men har ikke set hende i en uge og hun er lige kommet hjem til Danmark igen. Lejligheden har været så tom uden hende. Føler mig nærmest afhængig af hende, mangler hende i hvert fald til at smøre madpakke og lave aftensmad sammen med mig. Har ikke fået noget ordentlig mad den sidste uge, da jeg har været alt for doven til at lave noget. Men toast smager heldigvis også helt fint. Havde godt nok en lille idé om at starte på NUPO (altså kun til aftensmad), men det smager så dårligt, at jeg helt har fortrudt mit køb af to pakker til 150 kr. stykket.. Åndssvag idé.. Men nu kommer hun heldigvis hjem i morgen. YAY!  Det er godt nok lang tid siden, jeg har haft sådan en tæt slyngveninde, eller hvad man nu kalder det. I hvert fald er hun så godt som min bedre halvdel, nu hvor vi oven i købet bor sammen. Ad hvor det lyder plat. Er normalt ikke typen der kan lide at kategorisere mine veninder eller sætte dem i en bestemt rækkefølge. Har mange gode veninder og specielt i min klasse. Kan ikke undvære en eneste af dem. De er der altid for mig. Kender i ikke den følelse af tryghed, man ofte får, når man er sammen med venner man kan alt med?

Ligger sgu stadig i sengen med tv'et tændt og tømt for idéer. Kan ikke finde et fedt emne, hvis der overhovedet findes et. Tror dog mit emne i dette blogindlæg er at flytte hjemmefra AKA det bedste i hele verden! Wtf det er jo for nice. Føler mig så voksen. Det lyder helt åndssvagt, da jeg  stadig opfører mig som en på 12 år, hvis ikke yngre! Der er så meget at tænke på, når man flytter hjemmefra. Penge er lige pludselig blevet en meget mere betydningsfuld faktor i ens liv, end den nogensinde har været før. Indrømmer gerne, at jeg er verdens dårligste til at styre mine penge. Allerede to måneder efter at jeg var fyldt 18 og havde fået mit dankort, havde jeg et kæmpe minus på min konto. Fik op til flere såkaldte "rykkere" af min bank. Fml! Det er så typisk mig. Smider med mine penge og tænker ikke over noget som helst. Super selvoptaget. Men for første gang i mit liv er der sgu styr på økonomien. (Også selvom der ryger et par hundrede på en bytur). Sådanne ture i byen med pigerne er SÅ farlige. Uden man har opfattet det, er der allerede blevet brugt et par hundrede kroner på shots og andre godter. Det er hårdt at være ung.

Mens jeg ihærdigt sidder her og prøver på, at få skrevet noget ned ser jeg samtidigt MTV EMA showet og skriver en indkøbsliste til i morgen. Det der med at købe toiletpapir, shampoo og andre basic needs er fandeme surt show; og hold da kæft hvor er mad egentlig dyrt! Jesus kristus… Det er så svært at finde en god balance mellem forbrug og indkøb. Hvornår skal vi købe det ene ind, og hvornår skal vi købe det andet ind? Indtil videre går det ikke alt for godt. Vi køber alt for meget ind, taget i betragtning af hvor meget vi egentlig bruger og spiser. Tror vi har omkring 50 ruller toiletpapir og tåbeligt mange vatrondeller. - Og det er sgu træls, at se halvdelen af maden ryge i skraldespanden, fordi det er blevet for gammelt. Fra nu af køber jeg kun dåsemad! Ej, ad.. Det er også bare super klamt. Kan dog anbefale tre ting, der altid skal være i køleskabet. Ketchup, mælk og pesto. Ketchup er til pastaen i skabet. Mælken er til den billige kaffe, man har gemt bag pastaen i skabet, for at skjule det billige x-tra mærke der så fint står på emballagen. Til sidst men ikke mindst pestoen fra Rema 1000 som spises til det billigste hvide toastbrød til 5 kroner fra fakta. Udover madvarer er stearinlys også MEGA nødvendigt. Ikke kun fordi de er hyggelige og gode til at få en dejlig stemning frem i en lille lejlighed, men også fordi de varmer utrolig godt, når man nu ikke har råd til at have radiatoren stående tændt hele dagen. Ville ønske jeg kunne komme med en liste over ting der er højest nødvendige, når man er flyttet hjemmefra. - Men indtil videre har jeg kun boet i lejligheden i to uger, så har ikke ligefrem de bedste råd at komme med. Lige pludselig står man mere eller mindre alene med en hel del ansvar. Det er faktisk kun rart at passe sig selv og sit eget liv, dog meget belastende at få opkald hver anden time fra ens mor, der bekymrer sig forfærdeligt meget. Udover alle de frustrerende mange opkald fra mor, og åndssvage mange ting man skal købe ind for at overleve, så kan jeg kun rekommandere det med at flytte hjemmefra. Det er det bedste, der er sket for mig! SÅ FEDT! Så til jer derude der tænker på at flytte hjemmefra, men simpelthen ikke tør at tage "the final decision", så let røven og flyt! Det er ikke mindre end helt igennem fantastisk. Til flytte-guide og billig-mad-guide kan jeg kun sige GOOGLE!
                                           Google it, and you'll find the answer!!

Fashionbloggere

”Dagens outfit, havde så travlt at jeg slet ikke nåede at lægge make-up. Hihi ;-)”. Dette er én af mange grunde til, at jeg er alt andet end tilhænger af de såkaldte ”fashionbloggere/fashionblogs”. Jeg har længe undret mig over, hvorfor man blogger om sig selv og sin tøjstil? Der er jo mange forskellige former for blogging, og det er bestemt ikke alle områder indenfor blogging, som jeg ikke bryder mig om. Eksempelvis bruger nogle sin blog til at promovere tøj de selv har designet. Det synes jeg er en helt fin måde at få feedback på.  Men jeg synes det virker som om, at folk der tager billeder af sig selv ("i dagens outfit") må have nogle identitetsproblemer. I min verden er det et udtryk for usikkerhed, hvilket jo er helt naturligt, da mange bloggere er i teenagealderen. Jeg tror at denne form for selviscenesættelse via sociale netværker er voksende. Blogging, Instegram og Facebook er få af mange sociale netværker på internettet, som alle tre er præget af selviscenesættelse. Er det den ”fede” måde, at iscenesætte sig selv på? Giver det bedre selvtillid, aften på aften, at lægge billeder og udtalelser om sig selv og sin tøjstil ud på nettet? – Det gør det sikkert, ellers ville der vel ikke være så mange der gjorde det? Mange vælger at gå den sikre vej, hvor man er sikker på at få en positiv respons på det man lægger ud. Det mener jeg er et tegn på, at man har brug for ekstra bekræftelse. På den måde, er man garantere at få en masse ”respekt”. Det kan være i form af kommentarer og likes om, hvor flot et outfit man har mikset sammen, eller hvor ret man har i, at Alexander Wang’s nyeste kollektion er helt enestående.  

Hvorfor har man et behov for at fremstille sig som noget, man ikke er? Mange af disse såkaldte ”fashion-bloggere” har et behov for at iscenesætte sig selv, men hvad er det man flygter fra? Jeg synes virkelig det er en skam, at det her er blevet den moderne måde at takle sine teenageidentitetsproblemer på. Det er desværre blevet en tendens, der er stærkt voksende.
Dog skal det siges, at dette ikke betyder, at jeg nu har dømt alle fashionbloggere til at være en flok usikre teenagere, som der spilder deres tid på internettet. For sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. Jeg ønsker bare at belyse noget, jeg ser som et voksende problem.
Jeg har selv været vidne til denne tendens i mine tidligere omgangskredse. Jeg kan sagtens forstå, at så mange bliver inspireret til at iscenesætte sig selv på en ny og mere "frisk” måde. I rigtig mange tilfælde får man jo også den bekræftelse via det sociale medie, som man gerne vil have. Men hvad med hende, der ikke får nogen respons eller nogle likes? Det kan jo ende helt galt! Jeg tænker på hende den usikre pige, som får bekræftet sin usikkerhed, fordi hun ikke får nogle likes eller søde kommentarer. Egentlig får hun bare forstærket ønsket om at ændre på hendes person.
Hvis det her blogging kan virke som en slags terapi eller udvikling, vil jeg ikke være den der holder folk tilbage fra at gøre det. Men man skal bare huske, at bag de sociale mediers fine facader, gemmer der sig nogle faldgrupper, og de kan være rigtig farlige for usikre piger med identitetsproblemer, at falde i. Jeg synes dette er et emne, som bør belyses langt mere end det gør - så betragt dette som medfølelse, ikke had.