Sikke en dag...

Aaargh.. For sent i seng igen. Det dur ikke at ligge og snakke en time til halvanden efter man er gået i seng. Men det er bare så fristende og i den grad hyggeligt. Men hvorfor er det også, at det altid skal være op til en hverdag, at sådan noget sker.

Vækkeuret ringer, uden at jeg overhovedet lægger mærke til det. Heldigvis bliver jeg vækket af min dejlige kæreste… Skønt at blive vækket på den måde.. Og så kommer jeg heller ikke for sent i dag.

Aaaiih! Allerede nu kæmper jeg en kamp mod mine øjenlåg. Jeg prøver desperat at holde dem åbne, mens de allerede igen har sagt GODNAAAAAT!!! Men jeg kæmper mig igennem og lader dem ikke vinde….. Endnu….

Dansk i første modul. Fint. Det kan jeg godt klare. Jeg fik lavede mine lektier, skrevet nogle gode påstande og citater i går. Det skal nok gå.. Mine øjenlåg er heller ikke så aggressive længere. Jo jo, det køre!! Godt nok deltager jeg ikke så meget i diskussionen på klassen, men kan da følge med og det går ret godt for min gruppe. Det er en fin time. Analysen giver mening og det hele spiller!

Så er der historie. Puuh. Det bliver tungt. Mine øjenlåg er igen begyndt at ville slås, og denne gang er det svært at gøre modstand. Denne time kommer ikke til at give mening. Er slet ikke oplagt… ÆV.

Musik, sidste modul… Og så er der bankmøde og så ned og spille med bandet. Begynder at kunne overskue det… Eller.. Det skulle da lige være inden jeg fandt ud af at min cykel er punkteret for femte gang inden for det sidste halve år. LORT!!!

Hvorfor kan en sådan dag ikke bare være lige så stille og rolig, som de lyder til at have været tilbage i romantikken. Det ville da være fantastisk, at kunne sidde på en altan i de varme lande og observere livet i gaden, som ”den lærde mand” gør i H.C. Andersens ”Skyggen”. Denne mand har kun sin skygge, han skal tage hensyn til. Det viser sig så også at være lidt af et arbejde, ville nogle måske mene, men han har ikke noget specifikt han skal nå, stå op når han vil, skrive et værk, selvom der alligevel ikke er nogen der gider at læse, hvad han skriver, og så kan han ellers gå i seng igen. Det lyder lækkert! Et meget mere afslappet liv, det gad jeg godt.

Nå, nu lokker svigerfar og svoger med noget cirkeltræning. Det skal da prøves. Man kan jo heller ikke takke nej til træning med svigerfamilien. Det går jo ikke at blive stemplet som ”ham der bakker ud.” Det ville være trist.

Blomster

Forleden dag arbejdede vi med en gammel novelle i dansk. Jaja, ikke ligefrem den mest spændende indledende sætning i verden, men det kunne jo være, at tossen havde noget klogt at sige. Novellen hed ”Sildig opvaagnen” og hovedpersonen, præsten, fik mig til at tænke. Normalt ville ordene ”fik mig til at tænke” være efterfulgt af et kolon og et mere eller mindre klogt udsagn, MEN det er fuldstændig underordnet her. Jeg siger ikke, hvad jeg tænkte, for jeg ville føle, at jeg spildte jeres tid. Sagen er, at han fik mig til at tænke – og det er pointen.

På en eller anden måde var det en fantastisk oplevelse. Ja altså ikke novellen, den var sgu lidt halvlang, hvis du spørger mig, nej det var mere oplevelsen af ”at tænke”. Ikke ”at tænke sig om” – altså den borgerlige udgave, som ikke omhandler større ting end at overveje, om det nu er fornuftigt at investere i en ny Macbook Pro eller en ny designerlampe, men at tænke - at stå foran spejlet og kunne se sig selv i øjnene. Og nej, det betyder ikke, at man nødvendigvis kan lide hvad man ser, at man har fundet ro i sjælen eller endelig mestre kunsten i mindfulness, det betyder, at man kan holde ud af være alene. At man, i en eller forstand, har bare en lille smule selvindsigt. Desværre er det blevet en mangelvare. Efterspørgslen har desværre ikke været så stor, så det er klart, at udbuddet ikke ligefrem er voksende. Værst er det, når man for sjette gang i løbet af den sidste time logger in på Facebook, og som det første støder på en af de ”ny renoverede” profiler, der mest af alt minder om et stykke barokarkitektur. Fem minutter tager det, og så har man hele ”sandheden” om denne prægtige person, og i et øjebliks genialitet klikker man ind på sin egen profil, for at blive mindet om sin egen sandhed. Desværre er selvindsigten blevet forbudt ved selvcensur, og det eneste man finder, er billederne af sig selv med en stor fed sort streg i ansigtet. ”De kloge” kalder det selviscenesættelse.

I min verden konnoterer selviscenesættelse overfladiskhed, selvcensur og mangel på selvtillid og selverkendelse. Det skal slet ikke forstås som en personlig kritik af selviscenesættende personer, for jeg synes virkelig, at det er ærgerligt og synd for dem der har behovet. For mig at se er det vores generations Jeg-kultur, der påtvinger svage sjæle at forsøge at være nogen, som de ikke er, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ikke skal gå dem i sidste ende, når det sociale miljø efterhånden minder mere og mere om primitive jungletilstande. I sidste ende bliver de ofre for x-factor samfundets højtråbende og selvcentrerede unge, der ikke har skyggen af det, der minder om ydmyghed. For apropos mangelvarer så er ydmyghed fandeme ikke noget, som man støder på ret mange steder længere. Misforstå mig ikke – jeg er ikke nogen konservativ jantelovsfortaler, jeg forstår bare ikke, hvordan behovet for at være bedre end alle andre kan være så stort!? På den anden side lever vi jo i en verden, der er styret af kapitalinteresser og ønsket om ”frihed”, så det kan vel efterhånden ikke komme bag på nogen, at behovet for en ”overlevelsesevne” er stort. Det er bare ærgerligt, at vi vælger, ikke at agerer som flokdyr, men i stedet bruger tid på at male stakittet lidt hvidere. Vi har samtidigt så travlt med være politisk korrekte, men det er kun i håbet om at fremstå som en endnu mere spændende person. Man hører tit: ”jeg er ikke racist, men…” og så er det med at komme væk, inden de brækker sig ud over dig. Det er politik som æstetik, og det er til at brække sig over. Ja, endda mere end hvor pisse hellig jeg sidder og spiller.

Hvad er budskabet og formålet? Hvad er det du vil sige med dit kringlede og ustrukturerede blogindlæg? – spørger I nok. Jeg svarer: jeg ønsker ikke, at I mener det samme som mig, for hvad ville et demokrati være uden mangfoldighed?  Jeg ønsker ikke, at I skal forstå mig, når jeg siger, at noget af det smukkeste i verden er et barn, der ikke ved, at der findes penge. Jeg ønsker ikke, at I skal modargumentere mig, eller komme med den samme venstreorienterede ”bræksmøre” som mig. JEG ØNSKER derimod, at I tænker. For hvad større formål findes der, end at få folk til at tænke i en ellers så tankeløs verden?

Og så flot og korrekt som jeg nu ellers har prædiket, vil jeg vende tilbage til den ”virkelige” verden, og overveje om jeg nu egentligt har råd til den guitarforstærker… 

Dansk...

Dansk...

Hej. Jeg hedder Niklas, og jeg hader dansk. Og nej, det gør mig jo ikke specielt meget mere interessant end alle mulige andre håbløse og beklagende gymnasieelever, men det er der måske nogle af mine tanker, som gør;

Vi arbejder pt. i dansk med en novelle fra 1828, som hedder ”Sildig opvaagnen” (hvis du allerede nu tænker, at det her blogindlæg bliver alt for kedeligt og tørt, så bare vent). Sidste time brugte vi på at finde ud af, hvad fortælleren, Wilhelm, i denne historie egentlig synes om en bestemt pige/dame/kost om man vil. Gennem en masse kedeligt analysearbejde fandt vi frem til, at han faktisk var hemmeligt forelsket i hende. Helt uden selv at vide det. Faktisk siger han direkte i novellen, at hun er en skøge, som ikke er til at stole på. Woooow, det er vildt hva'? At han sådan går rundt forelsket uden at ville indrømme eller indse det? Nææ, egentlig ikke ret vildt. Specielt ikke, når man efter denne konklusion blot ligger novellen fra sig og går videre med den næste tekst. Hvorfor spørger man ikke, hvorfor han omtaler denne ”skøge” så grimt? Og hvorfor han ikke vil stå ved hans følelser? Det synes jeg er den spændene del, og derfor kan jeg jo belaste jer læsere med min egen lille tekst, som i kan sidde at fundere over, analysere og fortolke.

”Sildig opvaagnen” minder mig lidt om min egen far. Min far har altid nægtet os at se hans familie (som ellers skulle være vældig stor), hvilket han har haft sine gode grunde til, lidt ligesom fortælleren i ”Sildig opvaagnen”. Wilhelm har nemlig masser af gode grunde til at hade denne pige, som han er så forelsket i. Men tilbage til min far.  Vi har altid respekteret, at min far ikke har villet have noget med sin familie at gøre, men når man læser en historie, som den vi har læst i dansk, kan jeg ikke lade være med at undre mig. Har min far i virkeligheden bare en frygt for at se ”kærligheden” i øjnene og indrømme, at selvom hans familie har gjort uacceptable ting, så kan han ikke lade være med at elske dem alligevel? Den samme frygt som drengene i børnehaven og de små klasse har. Hvilket resulterer i, at de hellere vil slå pigerne end at tale med dem - for tænk hvis de finder ud af, at de godt kan lide pigerne. Jeg vil ikke sammenligne min far a.k.a. ”Det store Orakel” med et børnehavebarn, men derfor vil jeg stadig lade mig undre. Jeg vil lade mig undre over den frygt, som vi i det hele taget har for at se sandheden i øjnene. Den frygt og vrede som kommer hver gang man bliver forladt eller svigtet, fordi pludseligt er det bare lettere at bilde sig selv ind, at de er nogle kæmpe egoistiske idioter, som aldrig nogensinde har bragt noget godt til verden. Men også den frygt der er ved at se sig selv i øjnene, når vi begår fejl. I sådanne tilfælde er det også bare lettere at give en anden skylden: ”Det er min mor og fars skyld”, ”Det er også, fordi jeg har en dårlig lærer”, ”Vi har også flere lektier end jer!”. Det er sætninger, som man ofte hører i mit miljø (også her i klassen). De er ikke nødvendigvis løgn, men jeg tvivler på, at de altid er rigtige. Og jeg tror, at det er, fordi vi er blevet nogle opblæste, selvfede, uansvarlige socialistiske møgunger, som forventer, at livet er en dans på roser. Okay, træk ”socialistiske” fra, men resten er i hvert fald generelt.

Jeg hader ikke dansk. Jeg er bange for at indrømme, at jeg har svært ved dansk. Jeg er bange for at se danskfaget i øjnene og indrømme, at jeg godt kan lide det, fordi jeg ved, at det ikke kan lide mig. Jeg har ellers, what so ever, ikke nogle reelle grunde til ikke at kunne lide dansk. Jeg ved bare, at jeg har svært ved det. Denne psykiske splittelse, som også er beskrevet med børnehavebørnene, min far, Wilhelm og de mange brokhoveder af gymnasieelever, synes jeg er meget karakteristisk for det ungdomsmiljø, som jeg lever i. Denne psykiske splittelse er netop et af karakteristikaene for romantismen. Jeg går ud fra, at det er, derfor en novelle fra 1828 er relevant?

- Niklas

Identitet

Hvem er jeg? Hvordan former jeg, og andre teenagere, identiteten og hvad gør teenageårene ved identiteten? 

Identitet er især i teenageårene et væsentligt begreb, da der i unges liv konstant foregår ”forhandlinger” med identiteten. Identitet er forbundet med den enkeltes til- og fravalg som former individets identitet. Grundlæggende er det de unge selv, som udformer deres identitet, men det sker i sammenspil med omverdenen. Unge påvirkes af deres omgangskreds, deres netværk, medmennesker, familie, de sociale medier og endda togkontroløren eller den gamle dame fra kiosken, der har solgt skrabelodder og cigaretter i 28 år. Måske tænker den unge ej hvor er hun ussel, jeg skal aldrig stå i en kiosk, med sådan en stank af røg, eller ej hvor nice, hun sælger mig cigaretter uden at spørge om id, og jeg er ikke engang fyldt 17 endnu. Selv småting som disse er med til at påvirke den unges identitet, og måske skabe forventninger for fremtiden. Måske vil en episode som denne få den unge til at tænke; Jeg skal bare ikke ende som hende, og dermed skabe mål og forventninger til sig selv, måske om en uddannelse? Dog er der en tendens til, at de sociale roller og værdier unge knytter sig til i denne periode, kun har midlertidig værdi. Hermed ment, at man forholder sig til nogle værdier, så længe man mener og føler, at de har betydning for den identitet man opfatter som sin egen, eller den identitet man stræber hen mod.

Mit teenagetimeglas er ved at løbe ud, og jeg arbejder mig hen mod de 19 år, og dermed mit sidste år som teen. Jeg har blandede følelser omkring det, det er stadig spændende at blive ældre, men samtidig skal man også tage mere ansvar og min opførsel bør vel ændres inden jeg fylder 20? Mentalt bør jeg vel starte en proces for at blive ”voksen” og begynde at lære af mine dumdristigheder og fejl, men egentlig har jeg bare lyst til at fortsætte min teenagegang.

Hvad er der egentlig interessant ved at blive 19? Jeg ”får” ikke noget, ingen rettigheder ingen mulighed for at prøve eller gøre noget nyt, blot et sidste år til at finde ud af hvem jeg er, danne min egen identitet og fastlægge mine værdier. Er det nu jeg skal have identitetskrise, hvis jeg ikke føler at jeg er klar, og voksen nok til at tage alt det ansvar der følger i voksenlivet, såsom at passe et spædbarn? Nu har jeg lige haft nogle milepæle-fødselsdage; som 15 årig bliver man buksemyndig, når man fylder 16 må man købe alkohol og køre på knallert, som17 årig blive bloddoner og komme ind på Crazy Daisy i Randers, og endelig som 18 årig bliver man myndig, får stemmeret, tilladelse til at købe stærk alkohol, køre bil og retten til selv at bestemme. Måske burde jeg have følt min 18 års fødselsdag som en overgangsdag, måske burde jeg allerede være blevet ”voksen”, med alle de rettigheder som denne dag medførte. Der følger jo også et ansvar, når man har mulighed for at stemme, jeg vil i hvert fald ikke stemme blankt, jeg har bare ikke haft muligheden for at stemme endnu, og dermed ikke påtaget mig dette ansvar. –Eller set alvorligheden i øjnene. Det er nok derfor jeg ser min 20 års fødselsdag som en milepæl, for mig er at runde de 20 mere symbolsk. Slut med teenage, og slut med muligheden for at skyde skylden, for den dårlige opførsel og for meget alkohol i blodet, på min alder og puberteten. Enden på en æra, en tid er forbi og der skal til at ske noget nyt.

Mine teen år har dog levet op til de mange forventninger jeg havde som 12 årig, og skulle til at starte mine teenageår. Forventninger om fester, alkohol, de første ”rigtige” kys, forelskelse, makeup, udvikling og det første seksuelle forhold. Udviklingen fysisk, med min krop altså, havde jeg det svært med, i forhold til min udvikling psykisk. Jeg fik store fødder, lange arme og blev hurtigt meget højere end de andre, mens jeg stadig legede med bratz dukker. Jeg gik ikke med makeup fordi jeg synes det var pinligt overfor mine forældre, og især forholdet til mine forældre forandredes i de første år. Jeg ville ikke fortælle dem private ting, og vi, mine veninder og jeg, var på en måde overladt til os selv, og til de erfaringer vi gjorde os. På denne måde jeg har jeg formet min identitet, og tror ikke jeg er den eneste? Senere, altså i løbet af det seneste år, er forholdet til mine forældre blevet mere afslappet, jeg snakker dog slet ikke med dem om alt, og slet ikke teenagedumheder og fnidder, men hvor mange gør også det? I hvert fald ikke mig!

Det sværeste ved at dette snart slutter, er tingene som pludselig ikke er ”i orden” at gøre mere, såsom at danse uhæmmet på bordene i byen, og aflyse familiefester en time inden man egentlig skulle stå i døren med en så simpel undskyldning som Jeg kom først hjem fra byen klokken seks.. Denne opførsel vil aldrig blive accepteret hvis den kom fra en 20 årig, her bør man være ansvarlig, og andre ville sige; Du kan da sagtens have det sjovt og gå i byen uden at drikke. –Og selvfølgelig kan jeg det, men jeg er teen !!!

Dog glæder jeg mig til humørsvingningerne går over, og ens følelser kan blive mere stabile. Når jeg tænker over det, ville jeg aldrig gennemgå mine overståede teenår igen, med alle de forandringer, men forblive hvor jeg er. Selvfølgelig vil jeg gerne udvikle mig, blive klogere og fortsætte udformningen af min identitet, men jeg synes især at det er svært at give slup på, da jeg føler at mine teen år peaker nu!

Men helt ærligt, måske burde jeg ikke stresse så meget. Jeg har jo stadig et helt år, og der er jo egentlig ikke nogen som har sagt til mig at jeg skal blive voksen på dagen. Jeg håber i hvert fald ikke, at jeg bliver det fra den ene dag til den anden, altså bliver voksen. Og hvordan er en voksen egentlig? Hvis jeg tager mig sammen kan jeg nok godt passe et spædbarn når jeg er 20, bare det ikke er mit eget! Nøgleordet jeg tager med mig ind i de voksnes rækker må være ”Ansvar”, og så må jeg tage den derfra. Jeg vil begynde at tænke mere alvorligt over min fremtid, og jeg vil fortsætte min identitetsdannelse, og forsøge at repræsenterer mig selv bedst muligt, under de omstændigheder, som nu er til stede, og denne dannelse vil nok alligevel fortsætte livet igennem, så måske skal jeg bare slappe lidt af, og lade tiden gå mens jeg stille udvikler mig. – Vigtig næring til forandring af identiteten er bekræftelse og anerkendelse.

20 er jo også bare et tal, et tegn, et symbol, der viser at jeg ikke længere er teen. I starten vil der nok egentlig ikke ske en skid, og imens jeg leve mine golden years, vil jeg nok bare være twenteen.

Nana

Melankoli

Melankoli

En sen eftermiddag er ankommet efter en søvnig morgen tilbragt i et mentalt univers af blå støj. Hele min dag er blevet påvirket af sorte ord. De har boret sig ind under min hud, og kombineret med mørke toner er de nået hele vejen ind til mit hjerte, hvor de bosætter sig og bliver tildelt umenneskeligt meget kontrol over mit letpåvirkelige humør. 

Jeg ved ikke hvorfor jeg lader dem gøre det, ordene. Men det er en form for ubehageligt rar sødme, der bare plager om at blive lukket ind i sindet og tage din kontrol fra dig. Fast besluttet på at gå ud af døren, nå de ting jeg skal, passe mit arbejde, købe ind, stopper jeg op. Hvorfor skulle jeg gå ud i mængden og være et socialt menneske når jeg kan blive her og høre ord så meget mere interessante end dem jeg nogensinde kommer til at høre i en dialog med andre mennesker. 

Ord. Ord der bevæger, ord der rører. De rører ved dig, du som sidder og læser dette lige nu i dette stillestående øjeblik, du lader mine ord røre ved dig, tage fat i dig og trække dig med ind i et univers der ikke tilhører dit eget.

Det med ord er jo en elementær ting i både danskfaget og også i engelsk. At kunne analysere og forstå ord og ord-kombinationers metaforiske betydning er jo noget vi lærer i en tidlig alder, i den faglige verden. Det er også en ting vi beskæftiger os meget med i emnet om romantikken som er aktuelt for os i dansk. Vi analyserer ord og snakker om hvad de prøver at fortælle os, og hvilke billeder de danner for os. Omvendt ser vi på billeder, malerier, og snakker om hvilke ord og betydninger de giver os.

Jeg beskæftiger mig med det hver dag i musikkens verden, ligesom mange af jer andre garanteret også gør. Det kan også være, at i får det samme ud af at udelukkende lytte til tonerne og kombinationen af musikelementer, og på den måde befinde jer i et emotionelt univers, der tilfredsstiller jeres behov. 

Men min kærlighed er hos ordene. Musikken er vigtig, ja faktisk nødvendig for at fuldende oplevelsen, men for mig er kombinationen af ord livsnødvendig for at tilfredsstillelsen ved musikoplevelsen kan overleve. Et stykke musik kan være lækkert at lytte til, men hvis der er blevet sjusket med lyrikken kan det ikke gøre noget godt for mig. 

Nogle gange er det begrænsende at være så fokuseret på lyrik, fordi det ofte ikke giver resten en chance, og det ellers intelligente stykke arbejde der er blevet gjort for musikken, bliver smidt på gulvet. Men på den anden side, er det man mister, ingenting i forhold til det man får igen, hvis man sætter sig ned og lytter til en tekst. Det er en hel verden man går glip af, hvis man ikke giver det en chance. På samme måde som der også er en verden jeg ofte er gået glip af, ved at vælge noget musik fra fordi lyrikken ikke sagde mig noget. Og sådan kan vi jo gå og belære hinanden om hvad der er vigtigt. 

Som tidligere nævnt, ved jeg ikke hvorfor jeg lader dem gøre det, altså ordene. Hvorfor lader man sig underkaste noget der gør ondt? Det er nok fordi det føles godt. Og der har vi det: Melankoli. 

Det er en sort sindstilstand, som overtager sindet og gør det koldt og mørkt. Melankoli kan man ofte finde i lyrik og især lyrik akkompagneret af musik. Vi lader det påvirke os og trække os med ned i dybet af vores sind, hvor vi finder ting inde i os selv, som vi måske ikke engang vidste eksisterede. Og det besvarer mit spørgsmål - det er vel derfor vi gør det; for at finde ud af noget om os selv vi ikke var klar over, ved at høre det fra nogle andre end én selv. Og der findes ikke noget bedre, end at uventet høre en sætning der passer, som den sidste brik i et puslespil, på hvordan man har det, uden måske overhovedet at vide at man var i tvivl. 

Med det kan man sige, at en enorm del af éns identitet ligger i noget man endnu ikke har hørt endnu, og det er derfor det er så vigtigt at udforske andres univers før man overhovedet kan begynde at identificere sit eget.