Blomster

Forleden dag arbejdede vi med en gammel novelle i dansk. Jaja, ikke ligefrem den mest spændende indledende sætning i verden, men det kunne jo være, at tossen havde noget klogt at sige. Novellen hed ”Sildig opvaagnen” og hovedpersonen, præsten, fik mig til at tænke. Normalt ville ordene ”fik mig til at tænke” være efterfulgt af et kolon og et mere eller mindre klogt udsagn, MEN det er fuldstændig underordnet her. Jeg siger ikke, hvad jeg tænkte, for jeg ville føle, at jeg spildte jeres tid. Sagen er, at han fik mig til at tænke – og det er pointen.

På en eller anden måde var det en fantastisk oplevelse. Ja altså ikke novellen, den var sgu lidt halvlang, hvis du spørger mig, nej det var mere oplevelsen af ”at tænke”. Ikke ”at tænke sig om” – altså den borgerlige udgave, som ikke omhandler større ting end at overveje, om det nu er fornuftigt at investere i en ny Macbook Pro eller en ny designerlampe, men at tænke - at stå foran spejlet og kunne se sig selv i øjnene. Og nej, det betyder ikke, at man nødvendigvis kan lide hvad man ser, at man har fundet ro i sjælen eller endelig mestre kunsten i mindfulness, det betyder, at man kan holde ud af være alene. At man, i en eller forstand, har bare en lille smule selvindsigt. Desværre er det blevet en mangelvare. Efterspørgslen har desværre ikke været så stor, så det er klart, at udbuddet ikke ligefrem er voksende. Værst er det, når man for sjette gang i løbet af den sidste time logger in på Facebook, og som det første støder på en af de ”ny renoverede” profiler, der mest af alt minder om et stykke barokarkitektur. Fem minutter tager det, og så har man hele ”sandheden” om denne prægtige person, og i et øjebliks genialitet klikker man ind på sin egen profil, for at blive mindet om sin egen sandhed. Desværre er selvindsigten blevet forbudt ved selvcensur, og det eneste man finder, er billederne af sig selv med en stor fed sort streg i ansigtet. ”De kloge” kalder det selviscenesættelse.

I min verden konnoterer selviscenesættelse overfladiskhed, selvcensur og mangel på selvtillid og selverkendelse. Det skal slet ikke forstås som en personlig kritik af selviscenesættende personer, for jeg synes virkelig, at det er ærgerligt og synd for dem der har behovet. For mig at se er det vores generations Jeg-kultur, der påtvinger svage sjæle at forsøge at være nogen, som de ikke er, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan det ikke skal gå dem i sidste ende, når det sociale miljø efterhånden minder mere og mere om primitive jungletilstande. I sidste ende bliver de ofre for x-factor samfundets højtråbende og selvcentrerede unge, der ikke har skyggen af det, der minder om ydmyghed. For apropos mangelvarer så er ydmyghed fandeme ikke noget, som man støder på ret mange steder længere. Misforstå mig ikke – jeg er ikke nogen konservativ jantelovsfortaler, jeg forstår bare ikke, hvordan behovet for at være bedre end alle andre kan være så stort!? På den anden side lever vi jo i en verden, der er styret af kapitalinteresser og ønsket om ”frihed”, så det kan vel efterhånden ikke komme bag på nogen, at behovet for en ”overlevelsesevne” er stort. Det er bare ærgerligt, at vi vælger, ikke at agerer som flokdyr, men i stedet bruger tid på at male stakittet lidt hvidere. Vi har samtidigt så travlt med være politisk korrekte, men det er kun i håbet om at fremstå som en endnu mere spændende person. Man hører tit: ”jeg er ikke racist, men…” og så er det med at komme væk, inden de brækker sig ud over dig. Det er politik som æstetik, og det er til at brække sig over. Ja, endda mere end hvor pisse hellig jeg sidder og spiller.

Hvad er budskabet og formålet? Hvad er det du vil sige med dit kringlede og ustrukturerede blogindlæg? – spørger I nok. Jeg svarer: jeg ønsker ikke, at I mener det samme som mig, for hvad ville et demokrati være uden mangfoldighed?  Jeg ønsker ikke, at I skal forstå mig, når jeg siger, at noget af det smukkeste i verden er et barn, der ikke ved, at der findes penge. Jeg ønsker ikke, at I skal modargumentere mig, eller komme med den samme venstreorienterede ”bræksmøre” som mig. JEG ØNSKER derimod, at I tænker. For hvad større formål findes der, end at få folk til at tænke i en ellers så tankeløs verden?

Og så flot og korrekt som jeg nu ellers har prædiket, vil jeg vende tilbage til den ”virkelige” verden, og overveje om jeg nu egentligt har råd til den guitarforstærker…