Hvem er jeg? Hvordan former jeg, og andre
teenagere, identiteten og hvad gør teenageårene ved identiteten?
Identitet er især i teenageårene et væsentligt begreb,
da der i unges liv konstant foregår ”forhandlinger” med identiteten. Identitet
er forbundet med den enkeltes til- og fravalg som former individets identitet.
Grundlæggende er det de unge selv, som udformer deres identitet, men det sker i
sammenspil med omverdenen. Unge påvirkes af deres omgangskreds, deres netværk,
medmennesker, familie, de sociale medier og endda togkontroløren eller den
gamle dame fra kiosken, der har solgt skrabelodder og cigaretter i 28 år. Måske
tænker den unge ej hvor er hun ussel, jeg
skal aldrig stå i en kiosk, med sådan en stank af røg, eller ej hvor nice, hun sælger mig cigaretter uden
at spørge om id, og jeg er ikke engang fyldt 17 endnu. Selv småting som
disse er med til at påvirke den unges identitet, og måske skabe forventninger
for fremtiden. Måske vil en episode som denne få den unge til at tænke; Jeg skal bare ikke ende som hende, og
dermed skabe mål og forventninger til sig selv, måske om en uddannelse? Dog er
der en tendens til, at de sociale roller og værdier unge knytter sig til i
denne periode, kun har midlertidig værdi. Hermed ment, at man forholder sig til
nogle værdier, så længe man mener og føler, at de har betydning for den
identitet man opfatter som sin egen, eller den identitet man stræber hen mod.
Mit teenagetimeglas er ved at løbe ud, og jeg arbejder
mig hen mod de 19 år, og dermed mit sidste år som teen. Jeg har blandede
følelser omkring det, det er stadig spændende at blive ældre, men samtidig skal
man også tage mere ansvar og min opførsel bør vel ændres inden jeg fylder 20?
Mentalt bør jeg vel starte en proces for at blive ”voksen” og begynde at lære
af mine dumdristigheder og fejl, men egentlig har jeg bare lyst til at
fortsætte min teenagegang.
Hvad er der egentlig interessant ved at blive
19? Jeg ”får” ikke noget, ingen rettigheder ingen mulighed for at prøve eller
gøre noget nyt, blot et sidste år til at finde ud af hvem jeg er, danne min egen
identitet og fastlægge mine værdier. Er det nu jeg skal have identitetskrise,
hvis jeg ikke føler at jeg er klar, og voksen nok til at tage alt det ansvar
der følger i voksenlivet, såsom at passe et spædbarn? Nu har jeg lige haft
nogle milepæle-fødselsdage; som 15 årig bliver man buksemyndig, når man fylder
16 må man købe alkohol og køre på knallert, som17 årig blive bloddoner og komme
ind på Crazy Daisy i Randers, og endelig som 18 årig bliver man myndig, får
stemmeret, tilladelse til at købe stærk alkohol, køre bil og retten til selv at
bestemme. Måske burde jeg have følt min 18 års fødselsdag som en overgangsdag,
måske burde jeg allerede være blevet ”voksen”, med alle de rettigheder som
denne dag medførte. Der følger jo også et ansvar, når man har mulighed for at
stemme, jeg vil i hvert fald ikke stemme blankt, jeg har bare ikke haft
muligheden for at stemme endnu, og dermed ikke påtaget mig dette ansvar. –Eller
set alvorligheden i øjnene. Det er nok derfor jeg ser min 20 års fødselsdag som
en milepæl, for mig er at runde de 20 mere symbolsk. Slut med teenage, og slut
med muligheden for at skyde skylden, for den dårlige opførsel og for meget
alkohol i blodet, på min alder og puberteten. Enden på en æra, en tid er forbi
og der skal til at ske noget nyt.
Mine teen år har dog levet op til de mange
forventninger jeg havde som 12 årig, og skulle til at starte mine teenageår.
Forventninger om fester, alkohol, de første ”rigtige” kys, forelskelse, makeup,
udvikling og det første seksuelle forhold. Udviklingen fysisk, med min krop
altså, havde jeg det svært med, i forhold til min udvikling psykisk. Jeg fik
store fødder, lange arme og blev hurtigt meget højere end de andre, mens jeg
stadig legede med bratz dukker. Jeg gik ikke med makeup fordi jeg synes det var
pinligt overfor mine forældre, og især forholdet til mine forældre forandredes
i de første år. Jeg ville ikke fortælle dem private ting, og vi, mine veninder
og jeg, var på en måde overladt til os selv, og til de erfaringer vi gjorde os.
På denne måde jeg har jeg formet min identitet, og tror ikke jeg er den eneste?
Senere, altså i løbet af det seneste år, er forholdet til mine forældre blevet
mere afslappet, jeg snakker dog slet ikke med dem om alt, og slet ikke
teenagedumheder og fnidder, men hvor mange gør også det? I hvert fald ikke mig!
Det sværeste ved at dette snart slutter, er
tingene som pludselig ikke er ”i orden” at gøre mere, såsom at danse uhæmmet på
bordene i byen, og aflyse familiefester en time inden man egentlig skulle stå i
døren med en så simpel undskyldning som Jeg
kom først hjem fra byen klokken seks.. Denne opførsel vil aldrig blive
accepteret hvis den kom fra en 20 årig, her bør man være ansvarlig, og andre
ville sige; Du kan da sagtens have det
sjovt og gå i byen uden at drikke. –Og selvfølgelig kan jeg det, men jeg er
teen !!!
Dog glæder jeg mig til humørsvingningerne går
over, og ens følelser kan blive mere stabile. Når jeg tænker over det, ville
jeg aldrig gennemgå mine overståede teenår igen, med alle de forandringer, men forblive
hvor jeg er. Selvfølgelig vil jeg gerne udvikle mig, blive klogere og fortsætte
udformningen af min identitet, men jeg synes især at det er svært at give slup
på, da jeg føler at mine teen år peaker nu!
Men helt ærligt, måske burde jeg ikke stresse så
meget. Jeg har jo stadig et helt år, og der er jo egentlig ikke nogen som har
sagt til mig at jeg skal blive voksen på dagen. Jeg håber i hvert fald ikke, at
jeg bliver det fra den ene dag til den anden, altså bliver voksen. Og hvordan
er en voksen egentlig? Hvis jeg tager mig sammen kan jeg nok godt passe et
spædbarn når jeg er 20, bare det ikke er mit eget! Nøgleordet jeg tager med mig
ind i de voksnes rækker må være ”Ansvar”, og så må jeg tage den derfra. Jeg vil
begynde at tænke mere alvorligt over min fremtid, og jeg vil fortsætte min
identitetsdannelse, og forsøge at repræsenterer mig selv bedst muligt, under de
omstændigheder, som nu er til stede, og denne dannelse vil nok alligevel
fortsætte livet igennem, så måske skal jeg bare slappe lidt af, og lade tiden
gå mens jeg stille udvikler mig. – Vigtig næring til forandring af identiteten
er bekræftelse og anerkendelse.
20 er jo også bare et tal, et tegn, et symbol,
der viser at jeg ikke længere er teen. I starten vil der nok egentlig ikke ske
en skid, og imens jeg leve mine golden years, vil jeg nok bare være twenteen.
Nana
Ingen kommentarer:
Send en kommentar