En søndag
aften.
Blog-indlægget skal skrives, for det skal det jo. Vi går i gymnasiet og opgaverne skal afleveres..
til tiden, det er nemlig vigtigt. Vi skal træne os i fagets mange kundskaber og
i denne sammenhæng udvikle os, så vi i sidste ende kan bestå eksamen og med
lidt held få et karakterblad der kan føre os videre til optagelse på en rigtig uddannelse,
eller en mere specialiserende om man vil.
Any way.. allerede
nu har jeg en følelse af, at det bliver sent og jeg er stadig ikke afklaret med
hvad jeg skal lade tankerne flyve over. Så vidt jeg husker, skulle indlægget
meget gerne relatere sig til en danskfaglig oplevelse fra en af timerne på
skolen - Sidste time lærte vi om Søren Kierkegaard og eksistentialismen, så ja
hvorfor ikke. Med lidt hjælp fra Wikipedia er jeg kommet frem til, at eksistentialismen
er en filosofisk retning hvor individet sættes i fokus og troen på at mennesket
skaber sin egen tilværelse er meget central. Altså skaber man sin identitet og
eksistens gennem valg og handling. Dertil betragtes mennesket som subjekter i
et ellers ligegyldigt univers, hvor den eneste mening med tilværelsen skabes ud
fra de valg som træffes (hver enkelt skal vælge hvad der giver mening for
vedkommende selv). Desuden handler det om at tage ansvar for de valg man
træffer her i livet. For tager men et forkert valg er det udelukkende ens egen
skyld og ansvaret kan hverken ligges over på ens opvækst, samfundsforhold eller
andre ydre ting som kunne benyttes som en ynkelig undskyldning. Valget er dit
og det definerer dig.
Nu kan jeg ikke
lade være med at tænke på den artikel som jeg læste for nogle år siden. For at
give et kort resume, kan jeg fortælle at artiklen handler om en mand ved navn Søren
Hansen, der fortæller om hvordan hans liv har udformet sig på baggrund af de
valg han har truffet og det værdigrundlang han har valgt, og om hvordan han i
sidste ende når sit mål, bryder den sociale arv og bliver akademiker, på trods
af hans hårde barndom og konsekvenserne af hans sociale arv. Det som fører Søren
igennem forløbet, er først og fremmest de valg han tager. Han vælger at
meningen med hans liv er, at uddanne sig og blive til noget i modsætning til
sin far. Det lykkedes til sidst, men han kan stadig se konsekvenserne af sin sociale
arv, i form af manglende sociale egenskaber og netværk.
Dette sætter
i mit hoved spørgsmålstegn ved den eksistentialistiske tankegang og ved hvordan
samfundet påvirker individet. I hvert fald finder jeg det svært at argumentere
for at individets tilværelse i et samfund som vores, udelukkende skabes som
konsekvens at ens egne valg og handlinger.
Alligevel er
det vigtigt ikke at ligge eksistentialismen på hylden, da vores hverdag i høj
grad præges at eksistentialistiske spørgsmål. Mens jeg, en sen aften, sidder og
formulerer en aflevering eller laver de sidste lektier og allerhelst vil ligge
mig ind under dynen, hænder det ofte at jeg slås af en følelse af
ligegyldighed. Hvorfor laver jeg det her? Hvad gør det godt for? Hvad er
meningen med det? Jeg tror ofte man som ung gymnasieelev stiller sig selv overfor
valg og eksistentielle spørgsmål, der relaterer sig til den tilværelse man befinder
sig i. At lave lektier kan nemt virke meningsløst, da mange måske ikke kan se
nogen umildbar anvendelse. Hvad skal det ende med, hvad er meningen med det
hele? At forberede sig til eksamen, vil være et nemt svar, men det holder ikke
i længden. Hvad er den dybere mening?
Den eksistentielle
retning beskæftiger sig meget med temaer som angst, frihed, livet, døden, identitet
og meningsløsheden. Især angsten og meningsløsheden er centrale, og disse skal
overvindes gennem valg og handling, der kan give mening i tilværelsen. Som ung
i vores samfund, er der uendeligt mange muligheder, hvilket gør det svært at
vælge. Som Kierkegaard fortæller, gribes vi let af angsten og meningsløsheden, og
vi er derfor nød til at vælge, at træffe de rigtige beslutninger der kan forme
vores identitet og skabe meningen i tilværelsen, grund til at eksisterer.
Mange unge
ved ikke hvad de vil - den store frihed som vi står overfor føre til at man som
ung i dag er meget konfronteret med eksistentielle spørgsmål og temaer, hvor
meningsløsheden en forudsætning.
Og så lige
et lille citat som jeg holder meget af;
At våge er at miste fodfæstet for en stund. Ikke at våge er at miste sig selv.
-
Søren Kierkegaard
