Dansk...

Dansk...

Hej. Jeg hedder Niklas, og jeg hader dansk. Og nej, det gør mig jo ikke specielt meget mere interessant end alle mulige andre håbløse og beklagende gymnasieelever, men det er der måske nogle af mine tanker, som gør;

Vi arbejder pt. i dansk med en novelle fra 1828, som hedder ”Sildig opvaagnen” (hvis du allerede nu tænker, at det her blogindlæg bliver alt for kedeligt og tørt, så bare vent). Sidste time brugte vi på at finde ud af, hvad fortælleren, Wilhelm, i denne historie egentlig synes om en bestemt pige/dame/kost om man vil. Gennem en masse kedeligt analysearbejde fandt vi frem til, at han faktisk var hemmeligt forelsket i hende. Helt uden selv at vide det. Faktisk siger han direkte i novellen, at hun er en skøge, som ikke er til at stole på. Woooow, det er vildt hva'? At han sådan går rundt forelsket uden at ville indrømme eller indse det? Nææ, egentlig ikke ret vildt. Specielt ikke, når man efter denne konklusion blot ligger novellen fra sig og går videre med den næste tekst. Hvorfor spørger man ikke, hvorfor han omtaler denne ”skøge” så grimt? Og hvorfor han ikke vil stå ved hans følelser? Det synes jeg er den spændene del, og derfor kan jeg jo belaste jer læsere med min egen lille tekst, som i kan sidde at fundere over, analysere og fortolke.

”Sildig opvaagnen” minder mig lidt om min egen far. Min far har altid nægtet os at se hans familie (som ellers skulle være vældig stor), hvilket han har haft sine gode grunde til, lidt ligesom fortælleren i ”Sildig opvaagnen”. Wilhelm har nemlig masser af gode grunde til at hade denne pige, som han er så forelsket i. Men tilbage til min far.  Vi har altid respekteret, at min far ikke har villet have noget med sin familie at gøre, men når man læser en historie, som den vi har læst i dansk, kan jeg ikke lade være med at undre mig. Har min far i virkeligheden bare en frygt for at se ”kærligheden” i øjnene og indrømme, at selvom hans familie har gjort uacceptable ting, så kan han ikke lade være med at elske dem alligevel? Den samme frygt som drengene i børnehaven og de små klasse har. Hvilket resulterer i, at de hellere vil slå pigerne end at tale med dem - for tænk hvis de finder ud af, at de godt kan lide pigerne. Jeg vil ikke sammenligne min far a.k.a. ”Det store Orakel” med et børnehavebarn, men derfor vil jeg stadig lade mig undre. Jeg vil lade mig undre over den frygt, som vi i det hele taget har for at se sandheden i øjnene. Den frygt og vrede som kommer hver gang man bliver forladt eller svigtet, fordi pludseligt er det bare lettere at bilde sig selv ind, at de er nogle kæmpe egoistiske idioter, som aldrig nogensinde har bragt noget godt til verden. Men også den frygt der er ved at se sig selv i øjnene, når vi begår fejl. I sådanne tilfælde er det også bare lettere at give en anden skylden: ”Det er min mor og fars skyld”, ”Det er også, fordi jeg har en dårlig lærer”, ”Vi har også flere lektier end jer!”. Det er sætninger, som man ofte hører i mit miljø (også her i klassen). De er ikke nødvendigvis løgn, men jeg tvivler på, at de altid er rigtige. Og jeg tror, at det er, fordi vi er blevet nogle opblæste, selvfede, uansvarlige socialistiske møgunger, som forventer, at livet er en dans på roser. Okay, træk ”socialistiske” fra, men resten er i hvert fald generelt.

Jeg hader ikke dansk. Jeg er bange for at indrømme, at jeg har svært ved dansk. Jeg er bange for at se danskfaget i øjnene og indrømme, at jeg godt kan lide det, fordi jeg ved, at det ikke kan lide mig. Jeg har ellers, what so ever, ikke nogle reelle grunde til ikke at kunne lide dansk. Jeg ved bare, at jeg har svært ved det. Denne psykiske splittelse, som også er beskrevet med børnehavebørnene, min far, Wilhelm og de mange brokhoveder af gymnasieelever, synes jeg er meget karakteristisk for det ungdomsmiljø, som jeg lever i. Denne psykiske splittelse er netop et af karakteristikaene for romantismen. Jeg går ud fra, at det er, derfor en novelle fra 1828 er relevant?

- Niklas