Køn over kvalitet?

Jeg sad forleden godt morgendøsig over en skål yoghurt og bladrede gennem Politiken, som der permanent ligger dagens udgave af på vores spisebord. Jeg var lige på vej ned og træne og havde faktisk ikke tid til at læse avis, men det er nu alligevel en hyggelig og sommetider interessant beskæftigelse, når man alligevel sidder og spiser morgenmad. Som regel læser jeg "Kultur"-sektionen, når jeg en morgen som denne morgen ikke lige kunne forholde mig til krig og ødelæggelse og adoptivbørn, der blev forfærdeligt behandlet. Man finder dog også lige lovlig meget hipsteri til min smag i denne her sektion - for det meste er det artikler om minimalistiske digtsamlinger, forældede forfattere og en ny arty farty-stjerne, som ikke føler sig særlig godt tilpas i lukkede rum. Spændende. Det gør det så heller ikke bedre, at jeg faktisk også godt kan lide at læse "Kultur"-sektionen, fordi der ofte er en eller anden modedebat på bagsiden, hvor billedet i fokus er af en smuk androgyn skabning uden hofter. Jeg kan som sagt godt lide de artikler, selvom de nok ikke, som min kære mor ville sige, "giver særlig meget stof til eftertanke". Jeg kan selvfølgelig også vende den om og i stedet gøre lidt grin med min hang til at være finkulturel, eller måske bare min hang til at ønske, at jeg var det. For finkulturelle radikale med masser af overskud i hverdagen læser vel "Kultur"-sektionen, gør de ikke? Så gør jeg også. Jeg faldt over en artikel, der debatterede det såkaldte "problem" med, at den danske musikscene er domineret af mænd, og at festivalerne i særdeleshed afspejler dette. Mine ellers morgensøvnige tanker blev sat i gang, og dem tog jeg med til træning, for højlydt at diskutere kønskvotering med min veninde Lea på vej i bussen. Det var måske ikke så passende, når man tænker på, at alle samtlige 5 passagerer var kvinder, men man kan jo håbe på, at vi ikke stødede nogen, og under alle omstændigheder var det interessant at snakke om det. Så interessant at jeg har bestemt mig for at skrive et blogindlæg om emnet. Så håber jeg, I kan lide det!

Artiklen hed "Festivaler booker kun få kvindelige navne". Jeg er i forvejen oppe og køre over den absurde kønskvotering, der er meget moderne lige nu, så jeg begyndte jeg at læse. Også af den grund, at der i artiklen var cirkeldiagrammer over mandlige og kvindelige kunstnere på forskellige festivaler i Danmark, og er der noget, jeg er vild med, så er det cirkeldiagrammer og generelt statistikker. Dog håbede jeg i mit stille sind, før jeg begyndte læsningen, at artiklen ikke handlede om en vrissen kælling, der pludselig havde bestemt sig for, at den undertrykkelse, kvinderne gennem historien har lidt under, nu skulle gå ud over musikkvaliteten på Danmarks festivaler. Men min bøn blev ikke hørt, for hvad handlede artiklen om? En vrissen kælling uden sans for kvalitet og uden andet i hovedet end den omtalte og, efter min mening, katastrofale kønskvotering, der som en parasit spreder sig ud i samfundet til alt, hvad der nogensinde har været domineret af mænd. Ja, lad os hellere få de mænd ned med nakken, så de mærker, hvordan det gennem tiden har været at skulle kæmpe langt hårdere for noget end de har skullet gøre det. For hvis vi lader kvindelige kunstnere få lettere adgang til Orange Scene end mænd, så bliver der ligestilling, det er da helt sikkert. Jeg tror, jeg brækker mig.

Artiklen tager udgangspunkt i den canadiske (kvindelige) musiker Peaches, som, da Roskilde Programmet var blevet offentliggjort, tweetede således: "(...) 138 artists, 11 women, 21 mixed, 106 men." Hun er blevet spurgt, om det var en kritik af Roskilde Festival, men hun siger selv, at hun udelukkende er ude efter dialog, og i artiklen spørger hun retorisk: "Hvis fejl er det, at der ikke nok kvinder?". Hun ser det altså som en fejl, og det samme gør den danske forfatter Henrik Marstal, som mener, at festivalerne har et ansvar som kulturbærere og derfor ikke gør deres job ordentlig i kampen for, at kvinder og mænd er ligeligt repræsenteret på de danske festivaler. På denne side af linjen finder vi også forfatteren Anya Mathilde Poulsen, som kommer op med idéen om såkaldte "kvindescener", hvor kun kvindelige kunstnere kan optræde. Seriøst? Kvindescener? Wow, helle for ikke at stå der.

Normalt er jeg ikke typen, der kan lide at se mig selv som et offer. På en eller anden måde er det alligevel som om, at jeg, bare fordi mine kønskromosomer hedder XX i stedet for XY, er et kronisk offer. Jeg mener det - kronisk offer. Det hele er samfundets skyld, det ved alle jo. Det er samfundets, systemets, uddannelsernes, virksomhedernes og ikke mindst mændenes skyld. Det er deres skyld, at jeg sidder her og lider og ikke kan få en toppost, og at mit køn er underrepræsenteret på den danske musikscene. Det er deres skyld, at vi er nødt til at lave kvindescener, så vi overhovedet har en chance for at udtrykke vores musikalitet. Det er deres skyld, at vi er nødt til at kønskvotere alt. Og jeg mener det igen - alt. På filmskolen skal optagelserne kønskvoteres, på festivalerne og ikke mindst topposterne. Forhelvede, hvor skal vi bare have nogle flere bløde kvinder ind på topposterne. Faktisk 40% skal være af det kvindelige køn. For ellers opnår vi jo aldrig ligestilling. Aldrig nogensinde.

Må jeg ytre en mening?

Jeg er et kronisk offer, fordi mit køn gør SIG SELV til et kronisk offer. Og vi risikerer at tabe vores værdighed på det. Vi risikerer, at vi bliver set ned på, og at ingen tager os seriøst. For de kvinder, som faktisk kommer ind på filmskolen, optræder på Roskilde Festival, eller har en toppost af den grund at de er dygtigere end gennemsnittet - ja, de vil være i undertal, mens de kvinder som er kommet ind af den latterlige grund, at de kvinder, vil være i overtal. Kan man så overhovedet tage en kvinde seriøst, og er der nogen, der gider at arbejde sammen med én, som er kommet ind på grund af sit køn og ikke sin dygtighed? Jeg tror det ikke, og på den måde gør vi os selv til grin. For vi behøver åbenbart hjælp for at komme ind på uddannelserne. Vi behøver hjælp til at komme til at stå på Orange Scene og vi behøver hjælp til at få en ledende stilling. Vi er faktisk direkte hjælpeløse.

Men jeg har et argument for, hvorfor vi ikke skal have nogen som helst form for hjælp. En statistik siger nemlig, at hele 89% af den mandlige befolkning ønsker sig en ledende stilling. God løn, respekt og anerkendelse - det forstår man jo godt. Modsat ønsker kun 19% af den kvindelige befolkning sig en toppost. Jamen... Jamen.. NEJ, ikke noget jamen. Det er absurd at kønskvotere, det kan vi godt blive enige om på den baggrund, ikke? For hvorfor bestemme, at virksomheder skal have 40% kvinder på topposterne, hvis der ikke er nogen kvinder, der vil have de topposter? Og hvorfor begynde at grave halvdårlige og uengagerede ledere frem, bare fordi de er kvinder, og fordi at man får slag, hvis man ikke har kvinder på topposterne? Hvorfor skal vi gøre vores køn til en byrde? En byrde for virksomhederne, for filmskolerne og for musikken? Hvorfor skal jeg gøres til en byrde for samfundet, bare fordi en eller anden vrissen kælling har bestemt sig for, at jeg skal have en toppost, selvom jeg ikke gider? Hvorfor skal jeg kæmpe mindre end det andet køn, som vil det mere end jeg vil? Hvorfor skal jeg have førsteret og særbehandling, bare fordi jeg er kvinde? Fordi det giver ligestilling. Nårh ja, ligestilling - den evige kamp for kønnenes lige. Særbehandling leder os da helt klart i den rigtige retning. Hvad med i stedet at acceptere, at kønnene er forskellige, at vi har forskellige kompetencer, og at vi vil noget forskelligt? Og hvad med først og fremmest at acceptere, at vi skal dømmes på vores dygtighed, så vi ender med et rigt, kreativt og klogt samfund, hvor det er eliten, der har magten (både politisk, musikalsk og på alle andre punkter), så alle andre har noget at se op til og kæmpe for? Det går jo ikke, at vi giver Fru Uduelig en toppost og booker Frk. Umusikalsk til en optræden på Orange Scene, hvis de ikke er kvalificerede til det og dermed trækker niveauet ned. Vi bør vælge de dygtigste i alle fag, lige meget om de er mænd eller kvinder. Dét vil give ligestilling.

Derudover kan man også begynde at spørge - hvis Roskilde Festival bliver beskyldt for ikke at have nok kvindelige kunstnere, hvorfor skal de så ikke beskyldes for, at langt de fleste af deres kunstnere er hvide eller at de homoseksuelle kunstnere er underrepræsenterede? Fordi homoseksuelle generelt er underrepræsenterede i befolkningen i forhold til heteroseksuelle. Ha, ja sgu! Men det er dygtige kvindelige kunstnere jo også i forhold til dygtige mandlige kunstnere! Faktum er, at piger holder op med at spille musik før drengene, og at langt flere drenge med en guitar drømmer om at stå på en stor scene, når de bliver voksne. Færre piger vælger musikken som levevej, og hvis man er skarp, kan man jo så regne ud, at det her betyder.. At hvad? At der ER langt færre kvindelige kunstnere! Dermed vil udvalget være mindre og de kvinder, der kan leve op til kvaliteten af mændenes musik, vil dermed være mindre. Hvorfor? Fordi: når mange mennesker (i dette tilfælde mandlige musikere) kæmper for det samme, gør man sig mere umage, simpelthen fordi konkurrencen er større. Det er ligesom med markedsøkonomien. Hvis der generelt er flest mandlige musikere, vil det derfor også betyde, at der er flest DYGTIGE mandlige musikere i forhold til dygtige kvindelige musikere. Hvorfor skal det så være ligeligt fordelt?

Derudover må jeg også indrømme, at jeg synes, det er respektløst overfor musikken. ”At kønskvotere musikken betyder at man ikke er seriøs på musikkens præmisser” (citat: Rikke Øxner, musikchef for Roskilde Festival). Man nedprioriterer altså kvaliteten. Og hvad handler musik i bund og grund om? Køn eller kvalitet? Ja, i hvert fald ikke køn.
Musik skaber fællesskab, magi og drømme. Det gør den i hvert fald for mig. Musik er kreativitet, men så sandelig også faglighed, som man ikke kommer sovende til, og det skal man da heller ikke Hvis vi begynder at lege med ilden, ender vi med at slukke den, gør vi ikke? Hvis vi begynder at pådutte musikken, at den også skal kæmpe for ligestilling, og bebyrde kvaliteten med kvinder, der ikke er valgt fordi de er dygtige, men mest fordi de er kvinder – ja, hvor er vi så? Og er det ikke direkte respektløst overfor talent og musikalitet at bebrejde Roskilde Festival for ikke at have nok kvindelige kunstnere på programmet? Hvem fanden får noget ud af, at en kunstner optræder, hvis hun ikke er dygtig, ikke har noget specielt at komme med og hvis publikum ikke gider at lytte til hendes musik, men faktisk bare er såkaldt ”kvalificeret” til opgaven fordi hun er kvinde? Svaret er: ingen.

Jeg ville ikke stå på en scene på Roskilde og blive betragtet som en byrde, der havde fritaget andre dygtige musikere pladsen. Jeg ville ikke ønske at være et offer for mit køns forskruede forestillinger om ligestilling. Og jeg ville slet ikke gide at være med i legen, hvis jeg kun måtte være med fordi jeg var kvinde. Ville du?