Smil, du er på! Væn dig
til det.
Mit navn er Astrid, og jeg går i 2.g på Egå Gymnasium. Når du nu sidder og læser
det her, ligger jeg måske på undersiden af en bil med et bildæk dybt begravet i
dét der engang var mit ansigt. Ja, det der biluheld du læste om i morges da du trygt
sad hjemme i din lænestol med din morgenkaffe i hånden og nyhedsavisen foran
dig. Det kunne have været mig der var hovedpersonen.
Du sidder nok i skolen. Ja, faktisk hver evig eneste dag, med en masse
mennesker omkring dig. Hver eneste person du ser omkring dig, har en historie.
En enten fri eller fastlagt (ja, hvad man nu lige tror på) fremtid og fortid.
Jeg tror sjældent det egentligt går op for os hvilke dæmoner folk omkring os
kæmper med, vi har så travlt med at styre vores egen lille bobbel, at vi må
drage konklusioner ud fra de idéer vi gør os om andre. Som ofte er disse idéer langt
fra nær realiteten for dem vi drager konklusionerne ud fra. Det kan egentligt sammenlignes
med forelskelse. Sommerfugle der flyver rundt inde i maven, fordi personen har
alle de egenskaber man aldrig vidste man havde søgt efter. Ja, den her person
MÅ bare være den rigtige. Bang! Slam! Så slår realiteten ind, og man må indse
at tingene ikke var som de så ud til ved første øjekast, og den person du nu
var forelsket i var faktisk ikke så fantastisk som du lige gik og troede. Øv,
men livet går jo (heldigvis) videre.
Eller gør det nu også det? Tingene forandrer sig, jo vist, man møder nye
mennesker, får nye interesser, lærer noget nyt og sorterer fra. Man må igennem
livets mange stadier, og end ikke der er det sikkert at man føler sig sikker i
sin position. Forestil dig at dø ulykkeligt, tragisk, voldsomt… Måske
pludseligt. Din sidste tanke omhandlede
al den uretfærdighed dit liv havde tildelt dig. Forfærdelig tanke, ikke? Men
sandheden er jo, at det kunne ske. Vi skubber alle de ubehagelige tanker væk
fra os i hverdagen, og det er vi jo også nødt til. Forestil dig en nihilist der
i al sin pragt stå og belære dig hver eneste dag om hvor meningsløs din
tilværelse er, ja det er da en umiddelbar deprimerende tanke. Nogen sidder
måske og tænker: ”Jamen Astrid, livet giver da mening. Jeg har en masse venner,
en kæreste, en hund og går i en helt fantastisk klasse. Jeg er glad, og det er
det der betyder noget.” Faktisk kunne jeg se nogen for mig være så dybt uenige
at de smider en lille styrkemarkør på: ”Jamen Astrid, livet giver da FANTASTISK
god mening!” Og tja, hvem er jeg til at sige det ikke gør det? Jeg ved ikke selv hvad jeg
vil med mit. De fleste der kender mig, ved at mine slagord er ”det går nok”.
Men husk at du faktisk skal dø. Det skal din mor, din far, din hund og ja selv
din kæreste også. En dag er alt slut. Det hele. Det er netop ved den tanke jeg
finder mig selv i at være ekstremt jaloux på religiøse mennesker. Tænk at være
så stærk i sin tro, at man bare ved det nok skal gå godt, og selvom
døden måske forekommer ulykkeligt, ja så får man en chance til et andet sted.
Det er nok derfor jeg for nogle år siden var så ekstremt ateistisk at jeg ville
belære alt og alle omkring mig med mine holdninger. Hvorfor skulle jeg være
ulykkelig alene? Værsgo, tag for jer, jeg har nihilisme nok til os alle sammen!
Jalousi er noget der desværre har fulgt mig rigtig meget. Hver dag omgives jeg
med mennesker der er klogere, smukkere og dygtigere end mig på stortset alle de
aspekter hvor jeg føler jeg har den mindste smule talent. Det er da ikke fordi
jeg synes jeg selv er dårlig, eller ikke er ”god nok” - slet ikke. Faktisk
direkte langt fra. Men jeg hader faktisk at jeg ikke er den bedste. Da jeg var
lille, blev jeg altid omfavnet af komplimenter fra alle sider, og jeg enten var,
eller følte mig som en af de fagligt stærkeste i min klasse.
Det var dengang alle kunne lege med alle, og sociale ”grupperinger” ikke
fandtes.
At se alle mine talentfulde klassekammerater og venner, ja det giver mig
mindreværdskomplekser. En lille usynlig følelse som ingen heldigvis kan se,
fordi man altid kan gemme det væk bag et smil. Og helt ærligt, hvem ville gide snakke
med en som ikke smiler, men har for travlt med at se ned på sig selv? Jeg
husker julefesten her på gymnasiet, hvor en af mine venner sov hos mig. Vi
brugte det sidste af natten på at snakke om netop de tanker her, og jeg husker tydeligt
da han vendte sig mod mig, og sagde: ”Astrid, er det ikke vigtigere at kunne
smile og være glad, end at være den mest intelligente eller talentfulde?” –
og det har han vel så evigt ret i. Hvis jeg nu bare kunne forstå det. Hvorfor
kan jeg ikke bare holde fast i den tanke? Måske er det også bare fordi han 12-talsfyren
og den mest talentfulde på en guitar jeg nogensinde har mødt.
Når jeg nu starter mit blogindlæg ud med den lettere voldsomme måde som jeg har
valgt, er det ikke kun for at chokere dig, som nu sidder og læser det her. (Selvom
den tanke også huer mig lidt) Jeg ville give dig en smagsprøve på hvad jeg
egentligt selv af og til kæmper lidt med. Forestil dig døden som en figur, en
personificering af det uforklarlige - bedre kendt som ”manden med leen” som
i vore dage virker som en lettere humoristisk karikatur af noget så alvorligt.
Jeg ser dog på det noget anderledes. Han står ude i min have lige nu og kigger
ind på mig, og nogen gange så står han lige bag mig. Jeg kan mærke åndedrættet
i min nakke, mens min gåsehud langsomt trasker sig ud over hele min krop. Jeg
kan ikke bare vende mig om og se ham, det ville være som at vende sig om i et
spil Slender. Så længe jeg ikke ser ham, kan han ikke tage mig. Kun alle dem
omkring mig. Så sent som sidste år, døde en af mine tidligere klassekammerater
af lymfeknudekræft. En fantastisk ung mand med ambitioner udover det
sædvanlige, en intelligens der langt overstiger min egen og vigtigst af alt så
elskede han sit liv. Sidst jeg så ham var da jeg gik i niende klasse og havde
travlt med mine selvmordstanker og cutter-ar. Han gik op i sin sundhed, og han hverken
røg eller drak. Og mig? Ja jeg har altid været ligeglad med hvad der er godt
for mig og min krop, jeg gør hvad jeg har lyst til. Så hvorfor ham frem for
mig? Er det dødens måde at hovere over for mig på, og belære mig om hvor
uretfærdig verdenen er? En dreng fra min skole hopper ud fra en altan da han
var på skiferie, og dør. To af mine gode venner har indenfor de sidste par år
haft kræft. En af dem to gange og overlevet, den anden med sandsynlighed for
tilbagefald. De sidste to tilfælde er vel dødens måde at pisse sit territorium af
på, ”her har jeg været - og jeg vender tilbage senere”. Men døden er ikke
færdig. Nej, døden vil tættere på. Det er blot et par uger siden jeg fik en SMS
fra en af mine nære venner om at han har lungekræft, og han ikke aner hvor
slemt det er. Han er ryger, så jo, det er vel for så vidt hans egen skyld. Jeg
bekender mine frustrationer over dette til en veninde, hvorpå hun i det mest
ligeglade toneleje får sagt ”Ryger? Ja, så har jeg sku’ ikke ondt af ham.” Endnu
et eksempel på hvor travlt opslugt man kan være i sin egen bobbel, for hun
tænkte jo nok ikke lige over at hun faktisk sagde det til en af de pårørende
som ikke var skyld i hans død. Hans familie kan vel heller ikke bebrejdes, men
de må sammen med mig også bearbejde tabet. Men jeg forstår hendes reaktion. Da
jeg selv var bevidst om hvad der foregik i hendes liv vidste jeg at hun selv
gik igennem en masse svære ting, som nok gjorde det svært for hende at se ud
over sin egen bobbel. Min reaktion? Jeg smiler, og skifter emne. Der er jo
ingen der har brug for mere drama, når vi selv har så mange andre problemer at
se til. At åbne op for hvad der nager dig er jo trods alt socialt tabu, men
ikke uden grund. Alle ved jo at smil smitter, så det gør et trist ansigt også. Hvem
har lyst til være trist? Ikke mig! Derfor må vi alle sammen gemme os bag smil,
latter og grin og for en stund tilsidesætte alle de tanker der deprimerer os. Gem
det til studievejledning. Til psykologen. Og når du så går ud derfra, så husk
din psykiske maske, din facade, og smil! Du er frontstage nu! Det er jo ingen hemmelighed at smilende og åbne mennesker er de mest tiltalende
mennesker, vel?
Skal jeg være helt ærlig, så er jeg ikke bange for at dø. Jeg er bange for ikke
at have levet nok, og jeg er især bange for at fortryde. Ikke for at fortryde
de ting jeg har gjort, men de ting som gerne ville gøre men aldrig fik gjort.
Her i weekenden var jeg til fødselsdag hos min niece på min gamle folkeskole,
og mens nostalgien langsomt fortærede mine tanker, bemærkede jeg hvor meget
mindre det hele så ud! Jeg blev nærmest skuffet, for jeg husker tydeligt hvor
stor skolen syntes at være dengang. For slet ikke at tale om forandringerne
skolen havde gennemgået! Det bevidner vel bare endnu engang at intet varer
evigt.
Det er ikke kun dig der dør. Alt hvad du husker, alt hvad der var, forsvinder
en dag eller bliver til noget andet. Intet forbliver det samme. Selv dine
minder er ikke andet end et digitalt maleri du selv har fremstillet, og som med
de rette tekniker kan manipuleres rundt med, destrueres, eller sammensættes efter forgodtbefindende.
Du er ikke andet end en passager i det tog vi kalder livet. Din
destination er døden. Nyd dit ophold så længe det varer, for det kan være du
ankommer så snart du går udenfor din dør i morgen, og en TV-satellit falder ned
igennem kraniet på dig. Det kan være din bus forulykker lige efter du har sat
dig ind i den. Eller måske har den smøg du røg inden du pakkede din taske i går aftes, lagt grobunden for din påbegyndende lungekræft. Måske er ”vi ses i
morgen” det sidste du nogensinde får sagt til dine forældre, før de vågner op
til beskeden om at dit lig er blevet fundet ude i skoven, næsten uigenkendeligt
lemlæstet af fugle der har spist dit ansigt. Jeg vil udnytte muligheden til at
afslutte mit blogindlæg lettere ironisk, så jeg kan fortælle dig at jeg vil afslutte
min aften med at gå en tur, en smøg i munden, smile for mig selv over hvor
tragikomisk mine tanker end må være, og være fuldstændig ligeglad med hvad
døden står og laver ude i min have...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar