Parallelle verdener, parallelle liv

I tirsdags havde vi dansk. I hvert fald i denne her virkelighed. I tirsdags påbegyndte 2.b sin rejse ind i et meget mærkeligt univers, hvor bevidsthed, drømme og virkelighed smelter sammen. Heldigvis er Leonardo DiCaprio både lækker i virkeligheden og i sindets verden. Så er der da én sandhed, der ikke bliver vendt på hovedet. I “Inception” præsenteres en fiktiv verden, hvor drømmebilleder plantes i bevidstheden, men måske er denne fiktive verden ikke så langt fra vores egen.

I den moderne kvantefysik opererer man nemlig med begrebet om parallelle universer. Ifølge denne teori splittes fotoner, atomer og sågar mennesker i to, i det øjeblik, hvor vi vælger mellem to veje. Altså befinder vi os begge steder. På samme tid. Lige nu ligger mit andet jeg måske i min seng og befinder sig derved i en helt anden dimension af sindet. Alt imens binder mit bevidste jeg knuder på sig selv, for at forstå konsekvenserne af parallelle verdener. Det mest mærkelige er nok, at jeg kun opfatter den ene virkelighed, som jeg kalder min. Måske er min virkelighed ikke din virkelighed.

Hvad ville der ske, hvis man var bevidst i splittelsens øjeblik? Lige der, hvor det enkelte atom deler sig i to. Ville man føle splittelsen? Jeg føler mig i hvert fald underligt hel. Jeg føler ikke, at jeg mangler noget af mig selv, selvom jeg måske ikke har lavet andet end at tabe mig selv hele mit liv. En ting jeg ved, er, at man bliver nødt til at vælge. Så må man jo bare leve med det univers, man nu engang ender i. Min virkelighed vil altid være virkeligheden af de valg, jeg tager. Hvor skræmmende det så end er. Lige nu befinder vi os vel i splittelsens øjeblik, hvor vores fremtidige virkelighed vil være et resultat af de valg, vi foretager os nu. Om det så er i forbindelse med valg af fremtidigt studie, bopæl eller det måltid mad, vi har tænkt os at indtage, vil vores valg have en konsekvens, og dette faktum skræmmer mange mennesker så meget, at de paralyseres af frygt for det forkerte valg. Denne passivitet efterlader os i valgenes gråzone sammen med resten af de forvirrede atomer. Midt i alt dette havner vi måske i en eksistentiel identitetskrise, hvor vi aldrig vil foretage nogle valg i frygt for følgerne af disse. Måske er passiviteten dermed farligere end splittelsen, selvom valgene vel også skal have et fjumreår.

Nogen vil vel også mene, at det er begrebet skæbne, der spiller ind som en styringsmekanisme, vi ikke har indflydelse på. Hvis det er tilfældet, som man jo så ironisk kan udtrykke det, har vores valg jo ingen betydning, i og med at det hele er forudbestemt. Men når jeg ville træde på revnen mellem fortovsfliserne, kan jeg så ændre skæbnen, ved at træde midt på flisen i stedet for? Eller var det så skæbnen, at jeg ville tage det valg, og dermed gøre det ene frem for det andet? Hvis man tænker skæbnen ind i billedet af parallelle verdener, er den virkelighed, vi lever i, måske den virkelighed, vi er forudbestemt til at befinde os i...

- Simone Gry