Livet er ikke en dans på roser

Så blev det min tur. Forventer ikke noget stort af mig selv, men starter alligevel et sted blandt alle mine tanker. Jeg har ingen anelse om hvad I, som læsere, forventer af dette blogindlæg, og af mig som blogger. Første afsnit er snart skrevet og jeg er i gang. Med alle chancer for at blive dømt og bedømt, kaster jeg mig ud i det. Knald eller fald.

Om 2 dage er der juleferie, og før vi ved af det er det juleaften. En travl tid vil mange mene, og jeg er tilhænger. Julen er hjerternes tid, og jeg har noget på hjertet. Det er er måske et sats, men i det her blogindlæg vil jeg gå backstage. Efter I har læst dette blogindlæg vil i måske sidde og tænke: ”Hvorfor har du ikke bare sagt det?” Ja, det ville umiddelbart virke som det bedste, men lettere sagt en gjort. Andre vil sikkert tænke: ”Hvorfor deler du det på en blog som alle kan se?” Ja, jeg forstår jeres tankegang, men nogle gange er den nemmeste måde at få sagt tingene på, simpelthen ved at skrive det. I hvert fald for mit vedkommende. Jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der har det sådan. Jeg ser tit en masse tankestrømme som f.eks. statusopdateringer på Facebook. Jeg kan se at for mange virker Facebook som en slags dagbog. Man kan læse om hvad folk har lavet i dag, skal i morgen og hvordan det går dem. Det er bare ikke mig. Klart, jeg skriver da en status i ny og næ, med flere dages, måske endda måneders, mellemrum. Ja, jeg har da gjort det da jeg var yngre. Been there done that, men altså… Ikke længere.

Udadtil vil man gerne se perfekte ud. Man vil give andre et billede, hvor man på ydresiden ser fejlfri ud. På indersiden bag facaden ser det typisk anderledes ud. Den person man troede var den lykkeligste person, grundet rigdom og ingen mangler, viser sig at være ensom. Personen som de andre tror er snobbet, lukker i virkeligheden af for andre mennesker for ikke at blive såret, fordi han/hun engang er blevet mobbet. Personen som udadtil virker som en glad person, har lige fået konstateret depression forbundet med stress. Ja kære venner, den sidste der er tale om er i virkeligheden mig. Jeg har haft svært ved at tale om det, og at sige til mig selv at det er okay. - Okay at sige nej, okay ikke at være sig selv for en tid og  at det er okay ikke at være på toppen. Jeg ved at det er svært lige nu, men jeg ved også at ”det skal gøre ondt før det gør godt.” Jeg ved godt at livet ikke er en dans på roser, jeg ved også at der er mindst lige så meget modgang som medgang, det er der ingen der behøver fortælle mig! Mit ønske er bare, at I ved det, så jeg ikke længere behøver at gemme mig bag min facade. Ingen er perfekte. Hver sjette dansker får konstateret depression. Alt det manglende overskud til bare at kunne opretholde dagligdagens aktiviteter fylder det hele. Dear God, help me! Som Lise Mark siger: ”Life is a bitch, and then you die!”

Godt det snart er ferie!

//Mig.