Taknemmelig for nuet

Jeg har over et pænt tykke tid gået og tænkt over. At man skal sætte pris på hvad man får og hvad man har. Sidste gang jeg blev mindet om dette var i en dansk lektion på mit gymnasium, jeg må indrømme jeg havde forholdsvis svært ved at koncentrere mig i timen. Men det var ikke tilstrækkelig til at overhøre, at vi inden for de næste 2-3 måneder skulle have læst en Krimi-novelle, som vi oven i købet skulle skrive en stil om. Lige da jeg hørte det var jeg ikke over ud begejstret, men med eftertanke, tænkte jeg at vi skulle være muntre over dette, taget i betragtning af, at vi havde muligheden for, at få en opgave der gik ud på, at gøre hvad mange forholdsvis normale mennesker ellers bruger deres fritid på. Desuden hvad er alternativet, stå op som "Håndværker lærlinge Mads" klokken halv 6 på en loden byggeplads, ellers tak. 

Det var slet ikke det jeg ville ind på, jeg havde faktisk tænkt mig at skrive noget om, at jeg havde fået stjålet min I-Phone og var helt ude af den. Ja, jeg troede jeg skulle dø. Før jeg mistede den var den bare min telefon, som var ret sej og kunne ting. Efter jeg mistede telefonen var jeg parat til, at tage ud til Tilst og opsøge tilfældige mennesker (ja, jeg er fordomsfuld), i mine forældres bil, uden kørekort, bare for chancen af et glimt af min telefon. Det gik op for mig, at jeg havde taget forgivet for hvor meget jeg elskede og bedårende min mobil, men det var nu ALLLT for sent. (Vi havde også om romantikken i dansk). om ikke andet fik jeg pludseligt et brev fra hittegodskontoret, som sagde jeg kunne hente mit livs kærlighed. Nu har jeg så igen haft min mobil i forholdsvis lang tid, vi trives, dog syntes jeg stadig, at den var meget mere kostbar, værdifuld og vidunderlig, da jeg manglede den.

På samme måde som mobilen, tror jeg, vi på mange måder tager forgivet hvad vi har, vi sætter ikke tiltrækkeligt pris på, at vi har et sted og bo, at vi har mad at spise eller vi har mulighed for, at skrive en krimi-novelle i dansk. Det er jeg dog sikker på, at vi ville sætte pris på dette, hvis vi manglede disse genstande. Men i vores samfund er det en selvfølge, og hvis man indtil nu har fået mad alle dage, får man det nok også den næste dag. 

Af Blog-Mamse