Når mere bliver mindre

Jeg kunne sagtens starte med at fortælle om, hvor svært ’valg af emne’ til dette blogindlæg har været, ligesom nogle af de foregående blogindlæg har været inde på. For jeg tror, at vi alle sammen sidder med følelsen af ikke at have gode idéer, måske ligefrem ingen idéer, når vi starter på en opgave.

Netop i dette tilfælde ville det dog være løgn, hvis jeg påstod, at jeg var tom for idéer. Jeg har masser af idéer. Jeg har for mange idéer. Det er nemlig en ting, jeg er rigtig god til!

Det har været mit grundlag hele mit liv. For mange ambitioner, for mange forventninger, for mange krav, for mange planer, for mange aktiviteter. Ja, bare for meget i min hverdag. Og for meget fører til for lidt, nemlig for lidt tid.

Jeg skal fortælle jer en hemmelighed. Lige nu sidder mange af jer og tænker: ”Hey, det er sgu da ikke kun dig, der har det sådan! Hvad med mig? Har jeg måske ikke også travlt?”

Jeg vil gerne besvare dette spørgsmål meget kort. Jo! Det her gælder de fleste af os. Flere og flere går ned med stress i dagens Danmark. Det er blevet en folkesygdom. Vi har alle for travlt!

Travlhed, stress og tid var nogle af mine associationer, da vi for et stykke tid siden diskuterede platonisme i dansk. Det lyder langt ude, for det har da ingenting med emnet at gøre? (Måske var min tankestrøm ikke den eneste, der var filosofisk i den time, men det var et sidespring J)

Tanken om, at vi lever i fænomenernes verden, mens virkeligheden - idéernes verden - ligger et uopnåeligt sted, har altid fascineret mig. For hvis hele verden, hele universet bygger på en illusion, burde det så ikke være muligt at sætte denne illusion i stå? Sætte verden på pause? Sætte tiden i stå?

Det har altid været mit højeste ønske. Tænk, hvis man kunne sætte tiden i stå. Hvis man kunne nå sin bus på blot 1 sekund. Hvis man kunne lægge sig til at sove uden at sætte en alarm og ikke vågne til, at klokken altid er alt for mange? Hvor ville livet være meget nemmere. Man kunne være produktiv hele natten og bare sætte tiden i stå om morgenen og sove, indtil man ville være helt udhvilet og klar til endnu en dag. Hvis man blev syg, behøvede man aldrig at bruge tid på at blive rask. Man kunne i det hele taget nøjes med at bruge tid på de ting, der direkte afhænger af tid eller de ting, som man selv har lyst til at bruge sin tid på. Ville det ikke være perfekt?

På den anden side hvor længe ville græsset så blive ved med at være grønnere end hos naboen? Hvornår ville mere blive for lidt? Ville vi nogensinde få for meget?

Hvis vi fik mere tid, ville vi nok også bare få mere at lave. Så den irriterende konklusion lyder endnu engang, at man skal lære at prioritere sin tid.

”Jeg får stress”, siger vi jo altid. Vi må lære at prioritere vores tid, inden vi siger: ”Jeg har fået stress.” Der er i hvert fald på tide, at jeg lærer det.

 - MK