Hvis jeg siger iscenesæt dig selv hvad siger du så?

Nu er det fredag formiddag og jeg sidder på skolen og venter på at vi snart skal have time. I dag skulle vi først møde klokken 12:00 hvilket er meget irriterende, fordi jeg hellere ville have haft fri klokken 10:00. Men jeg nåede ned og træne inden, så nogen gode ting er der da ved at møde sent.

Jeg vil gerne fortælle jer derude der sidder og læser det her, om en tirsdag morgen som lagde ud med en dansk time. 

Lige nu arbejder vi med internettet, eller mere præcist sproglig selviscenesættelse via sociale medier. Jeg ved godt det lyder utrolig fint, men det er noget vi alle sammen bruger. Hver gang du skriver en status opdatering eller blogger om et eller andet bruger du medierne til at iscenesætte dig selv.

For at forstå begrebet selviscenesættelse i medierne bedre vil jeg lige skrive en definition taget fra ”Medier i Dansk” skrevet af Dorte Schmidt og Jens Haaring den lyder som følger: ”Selviscenesættelse i medierne er, når et program eller et website har personer, der stiller dele af sit privatliv frem som bærende element.”

Hvis I stadig ikke helt har forstået det, så kommenter endelig. J  

Dog diskuteres det hele tiden hvor grænsen går, altså hvornår det bliver for meget med det åbne privatliv. Denne grænse er selvfølgelig forskellig fra person til person, men lad os nu tage X-factor i mod Voice. Begge Tv-shows er meget kendte, men hvilken en af dem fokuserer mest på sangen i sig selv? I X-factor kan alle være med, og dommerne kan se deres udseende fra starten, men hvad med i Voice? Først skal man igennem en audition, for at udelukke dem der slet ikke kan synge, og dommerne kan først se sangeren hvis de kan lide stemmen. Derfor er Voice bedre til at fokusere på sangen, men dette mener jeg kun er i begyndelsen. Så snart de skal videre fra auditions i begge shows, bliver det alt sammen omkring deltagernes personlighed, og livserfaringer ergo fokuseres der meget på det private frem for det personlige.

Hvad mon de to sidste begreber betyder?

De følgende to eksempler kan måske hjælpe. Hvis et show er personligt er det ikke helt privatlivet der er det bærende element, ”Søren Ryge”, han filmer fra sin baghave, men der er fokus på det professionelle. Hvorimod det lidt nyere ”Bonderøven” er langt mere privat, da hans familie, og hus også er med til at danne rammerne for dette tv-show. 

Det vil altid kunne diskuteres om disse mange muligheder for selviscenesættelse er gode eller dårlige. Det er positivt fordi det er menneskets natur at iscenesætte sig selv, men den negative side er at det tit misbruges, og bliver til det rene følelsesporno.

Desværre bliver disse begreber også brugt af andre end underholdningsprogrammer, nemlig nyhedsprogrammer. Underholdningsprogrammerne bruger det ved at få seerne til at ønske det var dem, hvor nyhedsprogrammer bruger det ved at få seerne til at tænke ”godt det ikke er os”. Det er vel også meget fint, for at få folk til at se deres tv-show.

Men hvornår er det ikke okay?

Er det Paradise Hotel, eller X-factor?

Det kunne vel også være at de begge to er okay, men det er her vores personlig synsvinkel spiller ind. I kan alle sammen godt forstille jer at I går hjem til jeres mor og spørger om Paradise Hotel er for meget, og de fleste vil nok sige ”ja”. Hvis I derefter ringer hjem til jeres bedsteforældre og spørger dem om det samme, aner de nok ikke hvad det er, men hvis de nu gjorde, ville de sten sikkert syntes at det var grotesk, den måde deltagerne udstilles på. Derfor handler det meget om hvad man er vokset op med.

Jeg syntes begge to er for meget, men det er vel det der fører det til godt TV, eller hvad syntes I?

Ida Røge Sund, 2.b